Hop til indhold

Fra mandag den 29. november 2021 skal der fremvises gyldigt coronapas på ungdoms- og voksenuddannelser samt forberedende uddannelser. Det gælder både elever, kursister, deltagere, personale og besøgende. Det har Folketingets epidemiudvalg besluttet efter indstilling fra Epidemikommissionen. 

Følgende vil være undtaget for krav om fremvisning af gyldigt coronapas:

  • Elever på ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU) samt personer, som er henvist til undervisning efter lov om specialundervisning for voksne.
  • Personer, der kan fremvise dokumentation udstedt og underskrevet af et kommunalt borgerservicecenter for at være undtaget fra at få foretaget en COVID-19-test.
  • Personer under 15 år.
  • Personer, der af skolen eller institutionen ikke vurderes at være omfattet af sundhedsmyndighedernes anbefalinger om selvisolation af smittede, selvom personen har et positivt testresultat af en PCR-test, der er mindre end 14 dage gammelt.

Skolen eller uddannelsesinstitutionen skal mindst to gange ugentligt gennemføre stikprøvekontrol af, om de omfattede personer har et gyldigt coronapas. Såfremt de ikke kan fremvise et gyldigt coronapas, kan de ikke få adgang til skolens lokaliteter.

Skolen eller uddannelsesinstitutionen kan ikke tilbyde nødundervisning til elever, kursister eller deltagere, som ikke kan fremvise gyldigt coronapas.

Der er indført krav om coronapas på statslige arbejdspladser. Det betyder, at fri- og privatskoler, efterskoler, frie fagskoler samt ungdoms- og voksenuddannelser skal pålægge deres ansatte at forevise et gyldigt coronapas. Der henvises her til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som fastsætter regler for denne målgruppe.

Læs pressemeddelelsen fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen her (medst.dk)

Læs Bekendtgørelse om krav om coronapas på ungdoms- og voksenuddannelser på Børne- og Undervisningsministeriets område i forbindelse med håndtering af COVID-19 (retsinformation.dk)