Hop til indhold

Man skal helt frem til side 22, før man kan læse det første ord i den nu prisbelønnede historie om Ivalu og søsteren Pipaluk. Et langt ordløst anslag, fortalt gennem Lars Hornemans tegninger, placerer læseren i et dysfunktionelt hjem i Grønland og belyser den triste sandhed, at alt for mange børn i både Grønland og resten af verden udsættes for overgreb og omsorgssvigt.

Skriverprisen tildeles hvert år et læsevenligt værk af høj litterær kvalitet, der imødekommer de mange forskellige læsere, der normalvis kan have svært ved at tilegne sig god litteratur. Der lægges vægt på sproglig, indholdsmæssig og grafisk tilgængelighed. Og særligt det sidste gjorde, at Ivalu løb med sejren. 

Medlemmerne af Skriverprisudvalget siger således om vindertitlen Ivalu:

”Ivalu er en meget barsk historie. Men fordi den overvejende læses i illustrationerne, er historien til at bære. Ivalu lever op til alle Skriverprisens kriterier: Bogen har høj litterær kvalitet, bogen er sprogligt lettilgængelig, layoutet er helstøbt og værket henvender sig til læseren som ligemand,” siger Birgitte Reindel, der er formand for prisudvalget, folkeskolelærer, arbejder på Borupgårdskolens pædagogiske læringscenter og som formand for LæringsCenterForening, PLCF.

”Ivalu er en barsk billedfortælling om incest og selvmord. Det er lykkedes forfatterne at komme omkring et tabuiseret emne uden at løfte pegefingre. De smukke billeder og den enkle tekst formidler et næsten ubærligt indhold, som må gøre stærkt indtryk på både børne- og voksenlæsere,” siger Thomas Ais Christensen, folkeskolelærer på Charlotteskolen, pædagogisk konsulent på Københavns Professionshøjskole og formand for Landsforeningen af Læsepædagoger.

”Tænk, at man med så få ord kan udfolde en skæbnefortælling. Med stemningsmættede illustrationer får vi fortalt den dystre sandhed om svære opvækstforhold i en dysfunktionel familie i Grønland,” siger Kirsten Weile, medlem af Ordblinde/Dysleksiforeningens bestyrelse, læreruddannet, masteruddannelse i specialpædagogik og forstander for ordblindeefterskolen Vrigsted Efterskole.

”Både tegninger og tekst har et forenklet, præcist og næsten banalt udtryk. Man mærker stilheden, fortielsen og smerten som et universelt og mellemmenneskeligt ansvar. På den måde bliver en fortælling fra Grønland til en fortælling på tværs af tid og sted. Selvom Ivalu henvender sig til unge, er den i den grad også læseværdig for voksne,” siger Mette Marie Lorentzen, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens folkeskolesektion, cand.pæd.didaktik/materiel kultur, folkeskolelærer og læsevejleder på Skolen i Bymidten.

”En grafisk og næsten ordløs fortælling, der præsenterer Grønlands helt store og tragiske problemer. Samtidig får læseren gennem tegningerne et billede af den smukke grønlandske natur - og får dermed et øget kendskab til denne del af Rigsfællesskabet,” siger Kaare Øster, fagforfatter, redaktør, konsulent og medlem af bestyrelsen i Dansk forfatterforening.

Ivalu blev valgt blandt de sidste tre nominerede til Skriverprisen. De to øvrige værker i opløbet var Sara Ejersbos Festival og billednovellen Kom af forfatter Marianne Iben Hansen og illustrator Lillian Brøgger.

Skriverprisen blev første gang uddelt i 1995 og er opkaldt efter den daværende prismodtager Esther Skriver. Morten Dürr og Lars Hornemans Ivalu er således den 26. Skriverprismodtager.