Hop til indhold

Regeringen har på baggrund af nye data om smittesituationen besluttet, at de restriktioner og anbefalinger, der de seneste uger har været gældende for syv nordjyske kommuner, nu kan lempes betydeligt.

Lempelserne på børne- og undervisningsområdet forventes at træde i kraft mandag den 23. november, hvor bekendtgørelsen ophæves fra. Det betyder at:

  • Restriktioner og anbefalinger for dagtilbud mv., grundskoler, ungdoms- og voksenuddannelser, kost-, efter- og folkehøjskoler ophæves, så der ikke længere gælder særlige forhold for institutioner mv. i de berørte kommuner i Nordjylland.
  • Dagtilbud, grundskoler, ungdoms- og voksenuddannelser samt kost- og efterskoler mv. vil herefter være omfattet af de nationale sektorspecifikke retningslinjer om forebyggelse af smittespredning, som blandt andet omhandler hygiejne, begrænsning af kontakter og muligheden for i særlige tilfælde at overgå til nødundervisning.

Derudover lempes anbefalingen om ikke at rejse ind og ud af de berørte kommuner også allerede fra den 19. november. Det betyder blandt andet, at børn, elever, kursister og personale, som skal i dagtilbud eller skole, igen kan rejse ind og ud af de berørte kommuner.

Frederikshavn, Vesthimmerland, Jammerbugt, Thisted, Brønderslev, Hjørring og Læsø Kommuner har som følge af smitte med minkvarianter af COVID-19 virus været underlagt særlige restriktioner.