Hop til indhold

Den 15. marts indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en aftale, der giver en hjælpende hånd til de medarbejdere, som er i fare for at miste deres job på grund af udbruddet af coronavirus. Ny delaftale skal hjælpe lærlinge og elever, der nu også omfattes.

Regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation er blevet enige om, at staten dækker 90 procent af lønnen til lærlinge og elever omfattet af aftalen, mens arbejdsgiverne finansierer resten. Aftalen gælder virksomheder, der efter coronaudbruddet står over for afskedigelser af mindst 30 procent af deres medarbejdere eller mindst 50 medarbejdere.

”Coronaudbruddet betyder usikre tider for alle danskere, men det er særlig hårdt, hvis sundhedsfaren også følges af en fyreseddel. Derfor er det helt afgørende, at vi gør alt hvad vi kan, for at holde hånden under arbejdsmarkedet. Det gjorde vi med den første trepartsaftale, og det gør vi nu med den nye aftale, der også dækker lærlinge og elever. Det er jeg rigtig godt tilfreds med,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det skønnes, at aftalen medfører udgifter for staten i omegnen af 120 millioner kroner.

Fakta om aftalen

Det er en forudsætning for at få del i aftalen, at:

  • lærlingen/eleven modtager sin normale løn
  • virksomheden ikke kan få lønkompensation i de perioder, hvor lærlingen/eleven er på skole
  • virksomheden fastholder sit uddannelsesansvar og som udgangspunkt ikke hjemsender lærlingen/eleven
  • virksomheden er omfattet af de øvrige regler for lønkompensationen.

Læs trepartsaftalen her (pdf)