Hop til indhold

Landets elever skal på trods af den ekstraordinære situation, som Danmark står i lige nu, undervises og have mulighed for så meget faglig udvikling hjemmefra som muligt. Det stiller store krav til skolerne, lærerne og forældrene. 

En række forlag og it-leverandører har tilbudt at stille deres digitale læremidler og it-værktøjer gratis til rådighed for landets skoler og kommuner under skolelukningen. Nogen udvider de eksisterende aftaler uden merpris. Mange tilbyder også udvidet support. Og det initiativ får ros af børne- og undervisningsministeren.

”Det hjælper underviserne til at kunne tilrettelægge så god en undervisning som muligt i en meget svær situation. Blandt andet på grund af dette initiativ vil vi efter den aktuelle corona-krise stå tilbage med elever, der fortsat har dygtiggjort sig. Det er lige præcis den slags samfundssind, vi har brug for, at alle udviser lige nu. Derfor skal der lyde et stort tak til forlag og virksomheder herfra,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil og fortsætter:

”Undervisningen vil selvfølgelig ikke være den samme som normalt, men langt hen ad vejen tror jeg på, at meget kan gennemføres digitalt og online af vores dygtige lærere.”

Her finder du de gratis digitale læremidler og værktøjer

emu.dk kan skolerne, ungdomsuddannelserne og flere voksenuddannelser finde eksempler på læremidler og værktøjer, som lærerne og eleverne kan få adgang til.

Skoler, ungdomsuddannelser og voksenuddannelser skal aftale adgang med forlagene.

Der er flere forlag og digitale ressourcer, som også har eller er ved at åbne for mere adgang til deres produkter. Hold øje med dette og sørg altid for, at adgang er via skolen, så der bliver passet på børnenes data.