Hop til indhold

Mange af grundskoleelevernes brobygning, introduktionskurser og fysiske besøg på ungdomsuddannelserne er blevet aflyst på grund af COVID-19. Derfor har Børne- og Undervisningsministeriet i stedet samlet videoer og artikler på UddannelsesGuiden, ug.dk. Det skal give unge og deres forældre mulighed for at få et indblik i de mange forskellige ungdomsuddannelser, ligesom der er inspiration til, hvordan forældre kan støtte deres børn i valg af ungdomsuddannelse.

Samtidig lancerer ministeriet artikler og redskaber på emu.dk målrettet lærere, ledere og vejledere på grundskoler, ungdomsuddannelsesinstitutioner og kommuner. Materialerne kan inspirere til at tilrettelægge digitale aktiviteter og undervisning, der kan give elever og deres forældre kendskab til de forskellige ungdomsuddannelsers indhold, muligheder og undervisningsmiljøer.

Materialerne er koordineret i tæt samarbejde med organisationer på grundskole- og ungdomsuddannelsesområdet. Organisationerne har delt både erfaringer og konkrete materialer med ministeriet. Samarbejdet har betydet, at materialerne er blevet udviklet effektivt, så vi hurtigt kan imødekomme det akutte behov for inspiration til at gennemføre digital introduktion til ungdomsuddannelserne.

Ministeriet fortsætter samarbejdet med organisationerne og vil i de kommende uger lancere flere nye materialer.

Organisationerne i samarbejdet

  • Danske Erhvervsskoler og - Gymnasier
  • Danske Gymnasier
  • Danske HF og VUC
  • Danske SOSU-Skoler
  • Efterskoleforeningen
  • KL
  • Skolelederforeningen