Børne- og undervisningsministeren har meddelt Folketingets Ombudsmand, at regeringen vil invitere Folketingets partier til drøftelser om mulighederne for lovgivning som opfølgning på den seneste undersøgelse af udskrivning af elever på frie skoler i skoleåret 2017/2018.

”Elevernes ret til at blive hørt, inden de udskrives fra en fri skole, er ikke sikret i dansk lovgivning. Det vil regeringen lave om på. FN’s Børnekonvention fylder 30 år i 2019. Det er på høje tid, at vi giver børnene ret til at sige deres mening, inden skolen beslutter, om de skal udskrives. Det er min forhåbning, at regeringen kan få opbakning fra Folketingets partier til at styrke børnenes rettigheder i disse sager,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

FN’s Børnekonventions artikel 12 indebærer, at et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, har ret til frit at udtrykke de synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet. Det betyder blandt andet, at elever har ret til at blive inddraget, før en skole beslutter at udskrive dem. To undersøgelser har vist, at flere elever de senere år bliver inddraget, inden skolen træffer beslutning om udskrivning, men at der fortsat er tilfælde, hvor der ikke sker inddragelse.

Børne- og Undervisningsministeriet har i to omgange udgivet vejlednings- og informationsmateriale til de frie skoler om inddragelse af eleverne. Senest udgav ministeriet i 2017 vejledningen "Sådan inddrages eleverne" i samarbejde med Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier, Danske Skoleelever, Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig, Efterskoleforeningen, Foreningen af Kristne Friskoler, Frie Fagskoler, Frie Skolers Lærerforening og Friskolerne.

Undersøgelser af udskrivning af elever på frie skoler

Danmarks Evalueringsinstitut har undersøgt udskrivning af elever på de frie skoler i henholdsvis skoleårene 2014/15 og 2017/18.

Den seneste undersøgelse viser, at 63 procent af eleverne i skoleåret 2017/18 blev inddraget i det forløb, der ledte frem til beslutningen om udskrivning på en fri grundskole. Det tilsvarende tal for efterskoler og frie fagskoler er 85 procent.