Erhvervsskoler, gymnasier og VUC ejer selv deres bygninger og kan frit optage lån gennem banker og realkreditinstitutter. Rigsrevisionen har netop offentliggjort en beretning om anvendelsen af forskellige former for lån på disse skoleformer. 

Det er Rigsrevisionens vurdering, at mange uddannelsesinstitutioner anvender risikofyldte instrumenter. For eksempel såkaldte swaplån og afdragsfrie lån. Regeringen tager Rigsrevisionens kritik alvorligt og vil skærpe regulering af de lånemuligheder, som skolerne har. Men en beslutning om regulering kan ikke alene bygge på Rigsrevisionens beretning, som efterlader en del områder ubelyst:

”Skoler skal fokusere deres energi på at uddanne elever – ikke på komplicerede låneprodukter. Derfor tager regeringen initiativ til at skærpe reguleringen. Vi vil afdække hvilke tiltag vi kan tage for at begrænse fx anvendelse af finansielle instrumenter og optagelse af lån i udenlandsk valuta. Det skal selvsagt ske på et grundigt forberedt grundlag, som også skal belyse, om forskelle på store og små institutioner i uddannelsessektoren kan begrunde forskelligartet regulering.” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.