Hop til indhold

Den 1. juli 2019 trådte loven om obligatorisk læringstilbud i kraft. I den forbindelse offentliggør Børne- og Undervisningsministeriet i dag en samlet pakke med inspiration til planlægningen af de obligatoriske læringstilbud. Pakken består blandt andet af en håndbog, en film og information om tilmelding til to temadage om obligatorisk læringstilbud. Målgruppen for alle materialer er særligt det pædagogiske personale, der skal planlægge et obligatorisk læringstilbud og den kommunale forvaltning. 

Loven om obligatorisk læringstilbud indebærer, at børn fra udsatte boligområder skal optages i et 25 timers obligatorisk læringstilbud i en daginstitution, hvis de ikke er indskrevet i daginstitution eller dagpleje, når de fylder et år. Formålet med loven er at sikre, at flere børn fra udsatte boligområder kommer i dagtilbud, som blandt andet kan understøtte deres dansksproglige udvikling og generelle læringsparathed. Forældre har også mulighed for at forestå indsatsen selv. Det er et krav, at forældrenes indsats står mål med det obligatoriske læringstilbud.

Aftalen om obligatoriske læringstilbud blev indgået i maj 2018 af den daværende regering (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Læs mere om obligatorisk læringstilbud og bedre fordeling af børn i daginstitutioner 

Håndbogen om obligatoriske læringstilbud

Håndbogen giver et indblik i de lovgivningsmæssige rammer for det obligatoriske læringstilbud, ligesom den via forsknings- og praksiseksempler giver inspiration til det pædagogiske personale til at planlægge og organisere målrettede forløb for forældre og børn i det obligatoriske læringstilbud. Håndbogen indeholder blandt andet temaerne kommunikation og sprog, kulturel og demokratisk dannelse samt forældresamarbejde. 

Læs håndbogen (pdf)

(Ny udgave af håndbogen lagt op den 8. august 2019)

Filmen ”Hverdagen for de små i dagtilbud”

Filmen giver et indblik i, hvordan hverdagen ser ud for børn i danske dagtilbud, og hvordan dagtilbud understøtter børnenes danske sprog, et tæt forældresamarbejde og børnenes deltagelse i børnefællesskaber. Filmen er til brug for kommunens dialog med forældre, som bor i udsatte boligområder, og som har børn i målgruppen for obligatorisk læringstilbud. Filmen kan for eksempel vises ved sundhedsplejerskens besøg hos familien, forud for at barnet bliver et  år, eller som et led i den kommunale forvaltnings opsøgende arbejde. Filmen er på dansk og kan vises med undertekster på dansk, engelsk, urdu, arabisk og somali.

Videoen kan tilgås med undertekster på følgende sprog:

Dansk (YouTube) 

Engelsk (YouTube) 

Arabisk (YouTube) 

Somali (YouTube) 

Urdu (YouTube) 

To temadage om obligatorisk læringstilbud  

I september og november 2019 afholdes to temadage om det obligatoriske læringstilbud i henholdsvis Aarhus, Odense og København. Målgruppen er pædagogisk personale i dagtilbud, der skal tilrettelægge et obligatorisk læringstilbud. Herudover er temadagene relevante for eksempelvis sundhedsplejersker, integrationsmedarbejdere, pædagogiske konsulenter og andre professionelle med interesse for emnet. 

På temadagene vil fokus særligt være på viden om tilrettelæggelse og gennemførelse af det obligatoriske læringstilbud med afsæt i den styrkede pædagogiske læreplan og ud fra viden om målgruppen og de ressourcer og udfordringer, målgruppen kan tænkes at have med sig. Herudover vil deltagerne få viden om det etårige barns udviklingsbehov og betydningen af tryg tilknytning, om inddragende forældresamarbejde og vejledning af forældre samt om sprogudvikling og sprogstimulering. 

Understøttelse af de obligatoriske læringstilbud ved hjælp af et korps af praksiskonsulenter 

Et hold praksiskonsulenter vil fra august 2019 tilbyde rådgivningsindsatser, der kan understøtte kommunernes arbejde med at planlægge de obligatoriske læringstilbud. Praksiskonsulenternes rådgivningsindsats retter sig primært mod pædagogiske ledere og medarbejdere i de daginstitutioner, som skal varetage det obligatoriske læringstilbud, og sekundært forvaltningsledelsen og nøglemedarbejdere med ansvar for kommunens obligatoriske læringstilbud. Praksiskonsulenternes rådgivning retter sig mod tre opgavefelter:

  • Etablering og realisering af målrettede læringsforløb for børn i de obligatoriske læringstilbud
  • Etablering og realisering af forældreforløb i de obligatoriske læringstilbud
  • Forvaltningens organisering og understøttelse af obligatoriske læringstilbud 

Rådgivningsforløb søges ved at udfylde ansøgningsskema, som snarest offentliggøres på EMU’en.

Efter sommerferien 2019 offentliggøres en FAQ med vejledning af den kommunale forvaltning i forhold til de mere praktiske elementer af loven om obligatorisk læringstilbud. Den er udarbejdet i et samarbejde mellem KL og Børne- og Undervisningsministeriet.