Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er onsdag den 3. juli 2019 blevet orienteret om en fejl i antallet af elever, der ville være omfattet af de nye regler om ulovligt fravær. Partierne bag delaftalen om bekæmpelse af parallelsamfund, Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg samt KL er blevet orienteret om fejlen.
Fejlen er blevet opdaget på grund af en henvendelse fra Københavns Kommune. Baseret på deres egne tal skønner de, at Børne- og Undervisningsministeriet undervurderer det samlede antal af elever, der vil blive omfattet af loven.

Børne- og Undervisningsministeriet har på baggrund af henvendelsen foretaget et fornyet træk af fraværstal opgjort på kvartalsbasis. Opgjort kvartalsvis var der cirka 14.400 elever, der havde mere end 15 procent ulovligt fravær i ét eller flere af kvartalerne i skoleåret 2017/2018. Da den samme elev kan tælle med flere gange, ville der skulle være sket cirka 22.400 underretninger, hvis reglerne havde været gældende i skoleåret 2017/18. 

Nyheden fortsætter under faktaboksen.

Kommunalbestyrelsen skal afklare undskyldelige omstændigheder for ulovligt skolefravær

Før kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om at fratage forældremyndighedsindehaverne børne- og ungeydelsen for ét kvartal, skal kommunen partshøre forældremyndighedsindehaverne samt den unge over 12 år, jf. reglerne i forvaltningsloven kapitel 5. Partshøringen skal afklare, om der er undskyldelige omstændigheder for det ulovlige skolefravær, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen. I tilfælde af undskyldelige omstændigheder for det ulovlige skolefravær vil fraværet ikke være at betragte som værende ”ulovligt”. Undskyldelige omstændigheder for fraværet omfatter:

  • At forældrene selv varetager undervisningspligten af deres barn og har meddelt dette skriftlig til kommunalbestyrelsen, før undervisningen begynder.
  • At fraværet ikke er ulovligt, men for eksempel skyldes elevens handicap, autisme og lignende.
  • At barnet i forbindelse med iværksættelsen af en anbringelse venter på et nyt skoletilbud og derfor modtager enkeltmandsundervisning, dog ikke af en længere varighed end maksimalt 15 skoledage.

I forbindelse med de politiske forhandlinger om parallelsamfundsaftalen i foråret 2018 er partierne i folkeskoleforligskredsen blevet oplyst, at der var cirka 5.600 elever, der i skoleåret 2016/17 havde 15 procent ulovligt fravær eller mere. Dette tal var dog på årsbasis og ikke opgjort per kvartal. Dette fremgik ikke direkte af forhandlingspapirerne om initiativet.

Ministeriet har igangsat en gennemgang af beregningsgrundlaget, som blandt andet vil inddrage Social- og Indenrigsministeriet og Skatteministeriet. I den forbindelse vil de økonomiske konsekvenser blive revurderet. Partierne bag delaftalen om bekæmpelse af parallelsamfund vil herefter blive inviteret til en drøftelse. Udstedelse af bekendtgørelsen om de nye regler vedrørende ulovligt fravær vil afvente disse drøftelser.

Om aftalen

I delaftale på undervisningsområdet om at bekæmpe parallelsamfund af 9. maj 2018 indgår initiativ om styrket forældreansvar. Initiativet indebærer, at der fra skoleåret 2019/2020 indføres en objektiv pligt for skoleledere til altid at underrette kommunalbestyrelsen, såfremt en elev har ulovligt skolefravær i et kvartal på 15 procent eller derover. Kommunen kan herefter træffe afgørelse om bortfald af børne- og ungeydelsen efter fornøden sagsbehandling.  

673.472 elever gik i grundskolen (0.-9. klasse) i 2017/2018 ifølge uddannelsesstatistik.dk.