Murer, skibsmontør og smed. Det er bare tre af de nye uddannelser, som i dag er blevet godkendt som fordelsuddannelser.

I 2020 kan 9 ud af 10 elever på i alt 37 erhvervsuddannelser forvente at få en praktikplads. Det er i hvert fald målet for de 37 erhvervsuddannelser, der næste år vil blive fordelsuddannelser. Det er 8 flere uddannelser sammenlignet med sidste år.

”Praktikpladser er hjørnestenen til, at vi får flere elever til at søge og gennemføre en erhvervsuddannelse. Som det ser ud i dag, er vi slet ikke i mål, men fordelsuddannelserne er et skridt i den rigtige retning. Fordelsuddannelserne giver den unge og deres forældre troen på, at de roligt kan søge en erhvervsuddannelse og få en praktikplads. Her kan de netop se, at der også er mange erhvervsuddannelser, hvor virksomhederne mangler elever, som giver rigtig gode muligheder. Jeg er glad for, at der i 2020 er udpeget 37 fordelsuddannelser,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Siden 2017 har arbejdsgivere hvert år udpeget en række uddannelser til at være fordelsuddannelser. En fordelsuddannelse er kendetegnet ved mangel på elever og arbejdskraft. Her tilkendegiver arbejdsgiverne kollektivt en forpligtelse til at sikre, at 9 ud af 10 elever på erhvervsuddannelserne har en praktikplads 3 måneder efter, de afslutter grundforløbets 2. del, og at elevernes tid i skolepraktik ikke overstiger 15 procent på uddannelsen set over et år. De virksomheder, som lever op til det, får udbetalt en kontant bonus.

Fordelsuddannelser og de brancher, der står bag, vil få en fremtrædende platform til at kommunikere om mulighederne med en fordelsuddannelse, så det bliver så tydeligt som muligt, hvilke veje man kan gå, hvis man skal have særligt gode muligheder for en praktikplads og efterfølgende job.

De nye fordelsuddannelser

  • Anlægsgartner
  • Elektronikoperatør
  • Greenkeeper
  • Murer
  • Overfladebehandler
  • Skibsmontør
  • Smed
  • Stenhugger
  • Tarmrenser
  • Træfagenes Byggeuddannelser

Læs mere om fordelsuddannelserne, find informationsmateriale og se listen over fodelsuddannelser på uvm.dk.