På tre gymnasier fordelt rundt i Danmark får man fra næste skoleår mulighed for at udbyde en lokal studieretning. Det har børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil besluttet.

Der er med gymnasiereformen givet mulighed for, at et gymnasium med et særligt fagligt miljø eller en bestemt faglig ekspertise kan få godkendt udbud af en lokal studieretning.

Børne- og Undervisningsministeriet har i år modtaget 50 ansøgninger fordelt på 48 gymnasiale institutioner. Af de indkomne ansøgninger har børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil godkendt, at tre gymnasier med opstart i de kommende fem skoleår kan udbyde følgende lokale studieretninger:

  • Niels Brock (hhx): It A og International økonomi A eller Afsætning A 
  • Aalborg Tekniske Gymnasium (htx):  Fysik A, Matematik A, Programmering B 
  • Århus Statsgymnasium (stx): Engelsk A, Mediefag A eller B, Billedkunst A eller B.

Børne- og undervisningsministeren har desuden besluttet at forlænge godkendelsesperioden for syv tidligere godkendte lokale studieretninger med start i 2017. Der er tale om en toårig forlængelse af følgende lokale studieretninger:

  • Teknisk Gymnasium Thisted (htx): Teknologi A, Innovation B
  • Bjerringbro Gymnasium (stx): Matematik A, Fysik B eller Samfundsfag B, International økonomi B
  • Brøndby Gymnasium (stx): Samfundsfag A, Matematik B, Idræt A
  • Gefion Gymnasium (stx): Engelsk A, Samfundsfag A, Billedkunst A
  • Hvidovre Gymnasium (stx): Engelsk A, Mediefag A
  • Morsø Gymnasium (stx): Engelsk A, Dramatik A
  • Slagelse Gymnasium (stx): Samfundsfag A, Matematik B, Idræt A.