Formand for Skriverprisudvalget Birgitte Reindel har uddelt årets Skriverpris på Bogforum. Prisen på 25.000 kroner gik til fagbogsforfatteren Troels Gollander.

Troels Gollander har gennem en lang årrække været med til at præge mange tusinde elever i grundskolen med sine mange forskelligeartede bidrag til Gyldendals fem fagbogsserier ”Fagfilur”, ”Første fakta”, ”Faktisk!”, ”De små fagbøger” og ”De store fagbøger”. Skriverprisudvalget var enige om den kvalitet, Troels Gollander udviser i sin formidling af meget forskellige emner til de forskellige målgrupper.

”Uanset om målgruppen er de alleryngste og nye læsere, eller læserne er de mere rutinerede læsere, skriver Troels præcist og ligetil om stoffet. Hans værker taler ikke ned til læseren, men inddrager læseren og formidler fagligt i øjenhøjde – hvad enten det er til en dreng på fem år eller en pige på 15. Der er en passende mængde informationer i de forskellige fagbogsserier, så alle læserne får ny viden på deres niveau. Kvaliteten af bøgernes layout er også høj. Der er valgt gode illustrationer, der virker indbydende, og som gør det faglige indhold let at forstå, og de fleste af serierne indeholder også indholdsfortegnelse, stikord, links og henvisning til mere læsning om emnet, som en fagbog bør indeholde.” Sådan lyder det blandt andet i begrundelsen fra Skriverprisudvalget.

Skriverprisen, der uddeles årligt i forbindelse med Bogforum, er opkaldt efter Esther Skriver, som i 1995 var den første prismodtager. Prisen tildeles en skøn- eller faglitterær forfatter, der skriver læsevenligt og derved tilgodeser de mange forskellige læsere, som kan have svært ved at tilegne sig en del af den litteratur, der udgives. Prisen kan også tildeles for et helt forfatterskab. Der lægges vægt på sproglig, indholdsmæssig og grafisk tilgængelighed.