Hop til indhold

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), undervisningsminister Merete Riisager (LA), børne- og socialminister Mai Mercado (K) og kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) går sammen om et fælles pilotprojekt, der skal sikre, at skolebørn får en øget bevidsthed om det land, de vokser op i.  Med Kend dit Land får danske skoleelever i 4. klasse mulighed for på busture rundt i landet at stifte bekendtskab med Danmarks mangfoldige natur, kultur og historie.

Kulturminister Mette Bock siger:

”Mange børn kender alt for lidt til Danmarks kultur, natur og historie. De ved for eksempel ikke til, hvor store regionale forskelle vi har i Danmark. Derfor skal børnene på denne mini-dannelsesrejse, hvor de oplever for dem ukendte sider af deres eget land. For når man forstår, hvad man er rundet af, så får man et ståsted, hvorfra man kan møde verden.”

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen siger:

"Selvom vi er et lille land, varierer den danske natur meget fra Møns Klint eller fuglereservatet på Kalvebod Fælled til Vesterhavets klitlandskaber eller den jyske hede. Vi håber at vise skoleeleverne, at der findes en meget varieret og forskellig natur i Danmark – og at den natur er med til at gøre Danmark til det land, som vi kender, og os danskere til det folkefærd, som vi er. Naturen runder os som mennesker, og den giver os nye, spændende oplevelser."

Undervisningsminister Merete Riisager siger:

”Børn går ikke kun i skole for at lære at læse, skrive og regne. Skolen skal også være med til at danne eleverne og gøre dem fortrolige med dansk kultur og historie. Med Kend dit land giver vi vores børn mulighed for at opleve og lære deres land at kende på en måde, som man ikke kan læse sig til i en skolebog.”

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

”Med Kend dit land tager vi utraditionelle midler i brug og giver 4. klasser landet over en oplevelse, der helt sikkert vil lære dem noget nyt om vores land. Jeg er sikker på, at det bliver både sjovt og lærerigt. Vi vil sende hele årgange afsted, så vi sikrer, at alle børn, uanset baggrund, på årgangen i de medvirkende kommuner får mulighed for at lære Danmark bedre at kende.”

Om projektet:

Kend dit land er et pilotprojekt, der i efteråret vil få 4. klasseelever i fem udvalgte kommuner til at krydse landet i bus. Alle landets kommuner inviteres til at ansøge om at blive blandt de fem kommuner i pilotprojektet. De udvalgte kommuner får adgang til skræddersyede ruter med en stribe af landets bedste kultur- og naturtilbud for børn.

Kommuner kan ansøge via. www.kum.dk/temaer/kend-dit-land/.

På basis af erfaringerne fra pilotprojektet vil regeringen efterfølgende beslutte, om og hvordan man eventuelt kan udbrede konceptet.