Hop til indhold

Den årlige statistik på praktikpladsområdet indeholder tal for fordeling af elever på uddannelsesområder, overblik over indgåede uddannelsesaftaler og antal elever i skolepraktik. Dermed kan den skabe et overblik over udvikling og tendenser om antal elever, uddannelsesaftaler, skolepraktik og igangværende hovedforløb.

Årsstatistikken viser, at flere og flere elever gennem de seneste år er i skolepraktik. I løbet af 2016 blev godt 9.600 elever optaget i skolepraktik. Langt de fleste elever gennemfører dog deres erhvervsuddannelse med praktik i en virksomhed. Siden 2014 har mellem 84 og 89 procent af eleverne, der har taget en erhvervsuddannelse, gennemført deres uddannelse udelukkende via en uddannelsesaftale i en virksomhed. Mellem 9 og 13 procent har fået deres uddannelse ved en kombination af skolepraktik og uddannelsesaftaler. Kun 2-3 procent har været i skolepraktik under hele uddannelsesforløbet.

Knap 73.800 elever var i gang med et hovedforløb på en erhvervsuddannelse ved udgangen af 2016. Hovedparten af dem – knap 66.200 – var i praktik i en virksomhed, mens godt 7.200 var i skolepraktik. De resterende godt 400 elever var i gang med hovedforløbet på uddannelser uden virksomhedspraktik.

Den 19. august 2016 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter Trepartsaftale om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft og praktikpladser. Årsstatistikken beskriver nøgletal for en række af de områder, hvor der med trepartsaftalen blev igangsat initiativer for at sikre flere praktikpladser til de studerende på erhvervsuddannelserne. Blandt andet vises baseline for målsætningen om oprettelser af 8.000-10.000 flere årlige praktikpladser frem mod 2025. Med den næste årsstatistik for 2017 vil der være mulighed for at følge op på den foreløbige effekt af aftalen.

Årsstatistikken på praktikpladsområdet er et supplement til de praktikpladsstatistikker, som ministeriet udgiver månedligt. I årsstatistikken er der blandt andet fokus på den langsigtede udvikling på praktikpladsområdet, mens det centrale i månedsstatistikkerne er udviklingen måned for måned.

Læs mere i årsstatistikken for praktikpladsområdet 2016 (pdf).