Hop til indhold

Det er en del af aftalen bag erhvervsuddannelsesreformen ”Aftale om bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser”, at alle lærere inden 2020 skal have erhvervspædagogiske kompetencer, der i omfang svarer til 10 ECTS-point. Årsagen til det mål er, at partierne bag aftalen ønskede et kompetenceløft, så lærerne på erhvervsuddannelserne står bedre rustede til at opfylde reformens indhold om blandt andet differentiering, it som pædagogisk værktøj og øget kobling mellem undervisning på skolen og praktik.

Da aftalen om erhvervsuddannelsesreformen blev vedtaget i 2014, gennemførte Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en undersøgelse af den pædagogiske kompetenceudvikling blandt lærere på eud. Undersøgelsen viste dengang, at 51 procent af lærerne i 2013 ikke opfyldte aftalens krav til lærernes pædagogiske kompetence. EVA har nu foretaget den første opfølgning på kortlægningen.

Resultaterne viser, at andelen af lærere, som endnu ikke opfylder aftalens krav, er faldet til 40 procent. Skolerne arbejder dermed i den rigtige retning. 

Kortlægningen viser, at:

  • I 2017 opfylder 47 procent af de lærere, der blev ansat i 2009 eller tidligere, kravet om 10 ECTS-point fra en pædagogisk diplomuddannelse. I 2014 var det 34 procent af lærerene, der opfyldte det.
  • 39 procent af lærere, der blev ansat i 2010 eller senere, er i 2017 i gang med en pædagogisk diplomuddannelse. Den andel er steget fra 36 procent i 2014.

Kortlægningen viser også, at der fortsat er behov for at have fokus på, at alle lærere får den pædagogiske kompetenceudvikling inden 2020, som det er fastsat i reformaftalen. 

Om kortlægningen for 2017

  • 6070 lærere har modtaget invitation til at besvare undersøgelsens spørgsmål. 47 procent har deltaget i undersøgelsen.
  • 98 ledere har modtaget invitation til at besvare undersøgelsens spørgsmål. 77 procent har deltaget i undersøgelsen