Hop til indhold

Undervisningens historie og udvikling er i fokus, når Undervisningsministeriet slår dørene op til Kulturnatten 2017. Aftenen byder på forskellige aktiviteter for både børn og voksne. Tidsrejsen starter i en gammeldags skolestue og ender i et bud på fremtidens digitale læringsmiljøer.

I løbet af aftenen kan du opleve to af landets største science-entusiaster Kasper Berthelsen og Søren Storm (kendt fra TV2-programmet ”Fuld Plade”), der sammen med undervisningsminister Merete Riisager vil udføre hæsblæsende og spektakulære naturvidenskabelige forsøg.

Den gamle skolestue

”Lektor Blomme”, denne aften spillet af tidligere skolemuseumsdirektør og nuværende direktør for Andelslandsbyen Nyvang, Keld Grinder-Hansen, byder velkommen i sin skolestue. Her er takt og tone en dyd, der er værd at efterleve, da uartig opførsel ikke vil blive tolereret. Med sig har han nemlig sin mest betroede ven, spanskrøret. I løbet af aftenen vil han undervise i dansk og retskrivning og give et indblik i, hvordan det var at gå i skole i ”gamle dage”.

I skolestuen kan du desuden høre oplæg om skolens historie ved professor Ning de Connick-Smith og specialkonsulent Jens Bennedsen fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) og se et udpluk af Danmarks største samling af anskuelsestavler.

Fremtidens digitale læringsmiljøer

Tidsrejsen fortsætter ind i et bud på fremtidens digitale læringsmiljøer. Hvem er bedre til at introducere disse miljøer end de elever, som selv er og bliver en del af dem? Derfor har vi inviteret elever fra Katrinedal- og Sølvgade Skole ind til at præsentere digitale læremidler som 3D-print, kodning og kredsløb, robotteknologi- og programmering samt Virtual Reality. Eleverne vil guide dig, så du selv kan opleve, hvordan læremidlerne kan bruges i undervisningen.

Mads Ostermann og Morten Holten-Andersen, fra Københavns Kommunes makerspace BUF-X, står til rådighed, hvis du skulle have spørgsmål til eller ønsker at diskutere de forskellige pædagogiske og didaktiske muligheder og udfordringer, som den digitale udvikling skaber.

Det naturvidenskabelige maskinrum

Ingen tidsrejse uden naturvidenskaben i maskinrummet. Har du en ”science-nørd” gemt i dig? Så gå ikke glip af muligheden for at lave forskellige forsøg fra Testoteket, der er udviklet af Center for Læring i Natur, Teknik og Sundhed (ASTRA). Testoteket tager udgangspunkt i eksperimentelle hjemmeforsøg, som du i udgangspunktet kan lave med basale husholdningsmidler – denne aften under kyndig vejledning fra Astra. Måske du endda kan bygge din helt egen tidsmaskine.