Det kan være en vanskelig og tidskrævende opgave for lærere, pædagoger og ledelser i undervisningssektoren at finde den mest relevante og aktuelle forskning for at bruge den i deres daglige arbejde. Derfor får de nu en håndsrækning til at navigere i det store og brede felt af forskning og viden på området. Viden Om er en opsamling af viden og forskning om et tema som eksempelvis pædagogisk ledelse eller forældreinddragelse. 

Det nytter sjældent at forske i virkeligheden, hvis forskningen ikke kommer ud og virke på skolen.

-Merete Riisager

”Det nytter sjældent at forske i virkeligheden, hvis forskningen ikke kommer ud og virke på skolen. Derfor er Viden Om det friske pust, der skal til, når vi ønsker at gøre vejen fra forskning til praksis så kort som mulig for lærere, pædagoger og ledelser i undervisningssektoren,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Viden Om består af en række digitale materialer, som er udviklet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og Undervisningsministeriet i tæt samarbejde med lærere og pædagoger. Ministeriets læringskonsulenter har været med til at udvikle og afprøve materialerne, og den første udgivelse Viden Om pædagogisk ledelse er afprøvet af pædagogiske ledere på folkeskoler, gymnasier og erhvervsskoler.

Et af materialerne i Viden Om er et vidensnotat, som giver et systematisk indblik i relevant forskning om det aktuelle tema. Vil man læse videre og dykke ned i forskningsfund, guider vidensnotatet læseren til videre læsning med henvisninger og præsentationer af andre forskningsudgivelser af høj kvalitet. 

Undervisningsministeriet forventer løbende at offentliggøre flere Viden Om-udgivelser. 

Faktaboks

Viden Om består af:

  • Et vidensnotat med en indføring i aktuel forskning indenfor temaet
  • En plakat med hovedpointer fra forskningen 
  • Et udviklings- og selvevalueringsredskab, der kan igangsætte en systematisk refleksions- og udviklingsproces inden for det aktuelle tema på den enkelte i skole 
  • En film, speeddrawing eller en præsentation til hvert Viden Om-tema 
  • Relevant eksisterende materiale om temaet, som kan understøtte konkret praksisudvikling på skolerne