Hop til indhold

De seneste fire år har elever kunnet ringe til Elevtelefonen og få råd og vejledning til alt fra venskaber, mobning, karakterer eller noget helt fjerde. En ny evaluering af Elevtelefonen gennemført af Epinion for Undervisningsministeriet viser, at fire ud af fem elever er godt tilfredse med tilbud om rådgivning på telefonen. Halvdelen af de elever, der har været med i undersøgelsen, svarer, at en rådgivningstelefon som for eksempel Elevtelefonen er et relevant tilbud for én eller flere af deres klassekammerater.

Elevtelefonen, som drives af Danske Skoleelever, har hvert år siden etableringen i 2013 fået dobbelt så mange henvendelse som året forinden og i 2016 besvaret 2.737 henvendelser. Evalueringen viser, at Elevtelefonens navn blev genkendt af 18 procent af eleverne, hvilket ifølge undersøgelsen er højt i forhold til andre sammenlignelige tilbud.

Eleverne har primært fået kendskab til Elevtelefonen fra deres lærer. Hver tredje af de elever, der kender Elevtelefonen, er blevet gjort opmærksomme på den af deres lærer, mens 16 procent af dem kender Elevtelefonen, fordi eleven har mødt en repræsentant for Elevtelefonen til et drop-in-besøg.

Det er mobning, som flest henvendelser handlede om i 2016. Det emne bliver efterfulgt af relationer til familie, venner og klassekammerater, som 26 procent af henvendelserne er centreret om. Henvendelser knyttet til de skolerelaterede emner som elevrettigheder, elevråd, lærere og skoleklassen samt karakterer, eksamensangst, lektier og uddannelsesvejledning udgør 25 procent af henvendelserne.

Læs evalueringen af Elevtelefonen ved Center for Elevrådgivning.

Elevtelefonen

  • Elevtelefonen bliver til dagligt betjent af tidligere skoleelever, som frivilligt tilbyder rådgivning til nuværende skoleelever, enten telefonisk, over mail eller gennem online chat.
  • Elevtelefonen adskiller sig fra andre anonyme rådgivningstjenester, da den specifikt er målrettet det skolerelaterede området.
  • Center for Elevrådgivning har siden sin oprettelse i 2013 været drevet af Danske Skoleelever.