To sølvmedaljer, to bronzemedalje og en særlig udmærkelse er resultatet af den danske deltagelse ved fysikolympiaden i Indonesien. Inden årets olympiade var den bedste danske medaljehøst en enkelt bronzemedalje, og derfor er årets resultat det suverænt bedste nogensinde.
Fysikolympiaden afholdes hvert år i et nyt land - i år i Yogyarkarta, Indonesien. 400 elever fra 86 lande deltog i år i olympiaden, som består af svære teoretiske og eksperimentelle fysikopgaver. Danmark har deltaget hvert år siden 1996, men altså aldrig med så godt et resultat som i år.
De fem danske deltagere har frem mod konkurrencen trænet intenst ved siden af deres studentereksamener. Deltagerne er fra venstre:
Asger Mikkelsen, Nørre Gymnasium (bronzemedalje),
Malthe Andersen, Grenaa Gymnasium (bronzemedalje),
Zaka Humlesen, Viborg Katedralskole (særlig udmærkelse),
Oscar Emil Sommer, Rysensteen Gymnasium (sølvmedalje),
Lasse Harboe Wolff, Birkerød Gymnasium (sølvmedalje).
