Danmarks prioriteter på uddannelsesområdet under det danske EU-formandskab er:
Gør erhvervsuddannelser mere attraktive
Mangel på arbejdskraft og færdigheder er stigende i EU, og det er nødvendigt at adressere disse mangler for at sikre vækst og konkurrencedygtighed i Europa. At gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive er en vigtig del af løsningen. Derfor vil det danske EU-formandskab fokusere på vigtigheden af attraktive erhvervsuddannelser af høj kvalitet.
Læringsmobilitet, der understøtter personlig professionel udvikling (Erasmus+)
For mange unge europæere er Erasmus+ det mest synlige EU-program. Det danske EU-formandskab vil prioritere arbejdet med et fremtidigt Erasmus+ med øje for at styrke mobilitet i alle relevante sektorer, og ved at involvere unge mennesker i beslutningsprocessen igennem den Europæiske Ungdomsdialog.
Uddannelse og børn og unges liv i den digitale tidsalder
Digitaliseringen har ændret uddannelsessystemerne og har ændret børn og unges liv. Med fremkomsten af nye teknologier, sociale medier, kunstig intelligens og det medfølgende behov for digitale færdigheder, har vi behov for uddannelsessystemer, som lærer elever at reflektere kritisk over hvordan man kan anvende teknologi og navigere i en digital verden, og for fagprofessionelle, der tænker kritisk over hvornår man bør benytte digitale værktøjer i uddannelser og daginstitutioner.
Det danske EU-formandskab vil fokusere på hvordan vi kan fremme trivsel blandt elever, fremme læringsmiljøer, der balancerer digital og analog undervisning, hvordan uddannelse kan forberede elever til at træffe informerede beslutninger om digitalisering, og hvordan digitalisering påvirker læringsudbytter, ved at invitere EU-medlemsstater til at dele erfaringer om hvordan uddannelsessystemerne kan tilgå den digitale tidsalder.