Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Første nationale trivselsmåling på de gymnasiale uddannelser er på vej

[10.01.2017]

Med gymnasiereformen blev det vedtaget, at elever på de gymnasiale uddannelser skal svare på en årlig trivselsundersøgelse. Nu er ekspertgruppen, der skal udvikle målingen, nedsat.

Ligesom i folkeskolen og på erhvervsuddannelserne skal der nu også gennemføres årlige trivselsmålinger blandt eleverne på de gymnasiale uddannelser. Det blev aftalt med sommerens gymnasiereform. Trivselsmålingen giver mulighed for at følge udviklingen i elevernes trivsel på den enkelte skole og på nationalt plan. Samtidig indgår resultaterne af trivselsundersøgelsen i både skolens egne og de nationale retningsgivende mål på gymnasieområdet.

Første skridt i udviklingen af trivselsmålingen er at etablere den ekspertgruppe, som skal komme med bud på indholdet i målingen. Den gruppe er nu sammensat. Ekspertgruppen består af personer, der til sammen har viden om de gymnasiale uddannelser, viden om måling af elevers trivsel og indsigt i kvantitativ metode og indsamling af data via spørgeskemaer. Ekspertgruppen skal i sommeren 2017 give bud på en endelig spørgeramme.

”Gymnasierne har allerede erfaringer med at gennemføre trivselsmålinger, og den erfaring bliver taget med i det videre arbejde. Vi skal have udviklet en trivselsmåling, som skolerne kan se en værdi i. Den virkelige effekt af trivselsmålinger opstår først, når resultaterne bliver brugt i indsatser på skolerne, der skal være med til at fremme trivslen,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Følgegruppen til gymnasiereformen, som består af sektorens centrale parter, vil fungere som følgegruppe ved udviklingen af trivselsmålingen.

Ekspertgruppen består af:
  • Professor Simon Calmar, Trygfondens Børneforskningscenter.
  • Områdechef for ungdomsuddannelser Camilla Hutters, EVA.
  • Leder for forskningsafdelingen for skole og uddannelse Mette Deding, SFI
  • Næstformand for Danske Gymnasier og rektor på Skanderborg Gymnasium Jakob Thulesen Dahl.

Professor Simon Calmar er formand for ekspertgruppen.

Kontakt

  • Søren Christensen

    Søren Christensen
    Fuldmægtig
    Departementet
    sochr2@stukuvm.dk
    Tlf. 3392  5423

  • Nynne Bisbjerg Himmelstrup
    Pressesekretær
    Departementet
    nyhim1@uvm.dk
    Tlf. 6188 4725