Nyt ungdomskort til den kollektive trafik

[12.06.2012]

Ny aftale om bedre og billigere kollektiv trafik indebærer blandt andet nyt ungdomskort, der giver en bred gruppe af unge nem og billig adgang til den kollektive trafik.

Regeringen har den 12. juni 2012 indgået en aftale med Enhedslisten og Dansk Folkeparti om bedre og billigere kollektiv trafik.

Det er en aftale, som blandt andet tilgodeser de unge, der fra sommeren 2013 kan udnytte de nye rabatmuligheder. Med det nye ungdomskort permanentgøres de tilbud, som unge har fået gennem det hidtidige såkaldte Hypercard. Den nye aftale understøtter således regeringens målsætning om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre mindst en ungdomsuddannelse.

Ungdomskortet tænkes tilbudt til:

  • alle der går på en ungdomsuddannelse 
  • alle 16-19-årige 
  • alle der går på en videregående SU-berettiget uddannelse.

Fri pendling og børnetakst

Ungdomskortet giver mulighed for fri pendling mellem hjem og skole samt fri kørsel alle ugens dage inden for det takstområde, hvor den unge bor.

Samtidig tilbydes de unge et rabatkort, som gør det muligt at køre med kollektiv trafik i resten af Danmark til børnetakst. De unge vil yderligere kunne opnå 25-50 procent rabat på togrejser, der krydser takstområderne.

Som indehaver af ungdomskortet kan den unge rejse gratis i hele det takstområde, hvor han eller hun bor. Og derudover rejse til fordelagtige priser i den øvrige lokaltrafik og landsdelstrafik.

Kontakt

  • Transportministeriet
    trm@trm.dk
    Tlf. 4171 2700