Evaluering af Ungepakke 2

[10.09.2012]

Ungepakke 2 har hjulpet unge ledige i gang med en uddannelse eller i job, viser ny evaluering, der kalder pakken en succes.

Ny evaluering af ungepakke 2 konkluderer, at pakkens initiativer har medført, at unge, der hverken er i gang med en uddannelse, er i beskæftigelse eller anden aktivitet, er blevet reduceret markant. Flere unge er nu i job eller i gang med en uddannelse.

Fra januar 2011 til juni 2012 er antallet af unge i restgruppen faldet fra 5.611 til 3.411. Restgruppen er reduceret med cirka 39 procent siden iværksættelsen af Ungepakken. Fra juni 2011 til juni 2012 har reduktionen i restgruppen været på 1.223 personer svarende til 26 procent.

Pakken kan karakteriseres som et succesfuldt samarbejdsprojekt, som har engageret og forpligtet mange aktører på feltet, konkluderer Epinion, Plus Leadership og CEFU – Center for Ungdomsforskning, der står bag evalueringen.

Overordnet er det evaluators vurdering, at Ungepakkens initiativer bygger på et stort og vigtigt arbejde blandt mange af de involverede professionelle.

Evalueringen anbefaler, at der fremover fokuseres på to indsatser:

Indsatsen for unge, der ikke er parate til at påbegynde en ungdomsuddannelse.

Fastholdelse af unge, der er i gang med en ungdomsuddannelse.

Evalueringen vil indgå i regeringens arbejde med at sikre, at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse blandt andet som led i de kommende finanslovforhandlinger.

Fakta

Ungepakke 2 blev aftalt i 2009 mellem den daværende VK-regering og DF, S og R som en del af globaliseringsforliget. Med aftalen og den lovgivning, som fulgte heraf i 2010, fulgte iværksættelse af en række initiativer, hvis sigte har været at styrke indsatsen for, at flere unge kommer i job og uddannelse og på længere sigt bidrage til en bedre uddannet arbejdsstyrke. Ungepakke II’s initiativer sætter ind på tre områder: Grundskolen, overgangen og ungdomsuddannelserne.

Som del af ungepakke 2 blev aftalt en evaluering af initiativerne.

Evalueringen er udført af Plus Leadership, Epinion og CEFU – Center for Ungdomsforskning.

Kontakt

  • Lone Basse
    Specialkonsulent
    Departementet
    lobas1@uvm.dk
    Tlf. 3392 5522

     

  • Steffen Jensen

    Steffen Jensen
    Kontorchef
    Departementet
    stjen1@uvm.dk
    Tlf. 3392 5135

  • Karen Tidemann

    Karen Tidemann
    Presseansvarlig
    Departementet
    katid1@uvm.dk
    Tlf. 3392 5098
    Mobil 2240 0930