Ny film: Du kan gøre en forskel

[07.09.2012]

Ny Nordisk Skole handler om at udfordre alle børn og unge, så de bliver så dygtige, de kan − inden for de rammer, der er. Et pædagogisk og fagligt løft kan kun ske, hvis pædagoger, lærere, undervisere og ledere er med. Ny film og folder inspirerer til, hvordan du kan komme i gang i dit dagtilbud, på din skole eller institution.

Ny Nordisk Skole er et forpligtende netværk af daginstitutioner, skoler, gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser, der sammen vil bryde negative mønstre og løfte vores dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser fra godt til bedre.

Nu kan interesserede blive klogere på Ny Nordisk Skole i en ny film og inspirationsfolder om projektet fra Ministeriet for Børn og Undervisning.

 

Film og folder giver en introduktion til tankegangen bag Ny Nordisk Skole og til den videre proces herfra. Filmen bliver vist for, og folderen uddelt til deltagerne på de i alt otte stormøder med børne- og undervisningsminister Christine Antorini i september og oktober 2012.

I oktober 2012 bliver der på www.nynordiskskole.dk åbnet for ansøgninger om at være Ny Nordisk Skole-institution. Det kan du læse mere om i folderen, hvor du også kan blive klogere på værdierne, rammerne og tidsplanen for projektet.