Fremtidens krav til lærere

[02.11.2012]

Fremtidens analfabeter er ikke dem, der ikke kan læse og skrive, men dem, der ikke kan lære, aflære og lære nyt. Det fremhæver Anne Skare Nielsen i sit bidrag til uvm.dk’s uddannelsespolitiske stafet.

Den uddannelsespolitiske stafet på uvm.dk tager denne gang udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvis fremtiden kræver, at vores børn kan ”spille på nye tangenter” – og at alle os i fagprofessionerne skal styrke og understøtte denne udvikling, hvordan sikrer vi så, at vi i uddannelsesverdenen forbliver i skarp træning til innovation og kreative løsninger?”

Anne Skare Nielsen, fremtidsforsker i Future Navigator griber stafetten og givet sit bud på problematikken.

Fra profession imod professionalisme

Anne Skare Nielsen fremhæver, at en kraftig trend i tiden er bevægelsen væk fra profession og hen imod professionalisme.

I den optik er en lærer ikke en lærer, blot fordi vedkommende har fået den rette uddannelse. En lærer er en lærer, fordi vedkommende mestrer læringens teknikker og dygtiggør sig løbende indenfor sit eget fag og sine egne interesser (uanset formel uddannelse), understreger Anne Skare Nielsen i sit indlæg.

Mål på fremtiden

”Hvis man virkeligt vil noget radikalt med skolen, skal vi begynde at måle på det, der giver mening, og belønne folk for at gøre det rigtige,” skriver Anne Skare Nielsen og tilføjer, at en folkeskole, som skal give mening for fremtiden, skal måles på det, der giver mening for fremtiden. Ikke det, der gav mening i går.

Anne Skare Nielsen tror på, at Brutto National Lykke vil erstatte Brutto National Produkt, netop fordi det nu er muligt at måle lykke. Og at vi – i stedet for at måle på tid – skal måle på ”god energi”, fordi det i fremtiden vil være essentielt for mennesker at kunne holde fast i egen energi og dele den med andre.

”Det kræver dog, at vi giver slip på nogle gamle mentale modeller og giver slip på gamle vaner og plejermentalitet” fastslår Anne Skare Nielsen i sit bidrag til denne udgave af Stafetten.

Læs Anne Skare Nielsens bidrag til Stafetten.

Kontakt

  • Maria Lyngbo Nielsen

    Maria Lyngbo Nielsen
    Kommunikations-medarbejder
    Departementet
    manie7@uvm.dk
    Tlf. 3392 6257