Færre planlagte undervisningstimer i folkeskolen

[28.06.2012]

Skolerne planlægger at gennemføre færre timer i folkeskolen end tidligere. Det viser en ny opgørelse. Børne- og undervisningsministeren er bekymret over resultaterne og vil følge kvaliteten i undervisningen tæt.

PRESSEMEDDELELSE
Der er gennem de sidste fire år sket et fald i antallet af de planlagte undervisningstimer i folkeskolens normale klasser. Tallet holder sig over minimumsgrænsen, men de planlagte timetal er dog faldende. Det viser en ny opgørelse ”Folkeskolens planlagte undervisningstimetal – perioden 2009/10-2011/12”.

"Enkelte skoler planlægger med for få timer - dem vil Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen følge op på," siger Christine Antorini.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini er bekymret over udviklingen.

”Undervisningstimetallet er afgørende for børns læring. Jo flere timer, jo bedre resultater. Derfor ærgrer det mig, at antallet går den forkerte vej. Regeringen ønsker en fagligt stærk folkeskole for alle - og det får vi ikke med et nedadgående timetal. Regeringen fremlægger oplæg til reform af folkeskolen i efteråret," siger Christine Antorini.

Kommunerne har planlagt 573 flere timer end minimumsgrænserne foreskriver. Det er dette tal, der har været faldende de sidste mange år.

Læs mere under statistik om undervisningstimetal i folkeskolen.

Fakta

Undervisningstimetallene for folkeskolen opgøres sammenlagt for treårige perioder, og de nyeste tal viser, at eleverne i folkeskolen siden den treårige periode fra skoleåret 2006/07 til skoleåret 2008/09 har oplevet et faldende undervisningstimetal. I perioden fra skoleåret 2006/07 til skoleåret 2008/09 planlagde skolerne med et samlet undervisningstimetal på 7.637 timer, mens tallet for den seneste periode fra 2009/10 til 2011/12 er på 7.533.


Kontakt