Elever afgør testopgavers sværhed
[16.08.2012]350 udvalgte skoler får mulighed for at afprøve de nationale tests nye testopgaver. Elevernes besvarelser er med til at afgøre opgavernes sværhedsgrad.
Knap 350 skoler kan nu booke sig til afprøvningen af de nationale tests nye testopgaver, der finder sted 10.-28. september 2012. Afprøvningen fungerer som en slags fokusgruppe, hvor de deltagende elever er med til at sikre testopgavernes kvalitet og sværhedsgrad, inden de bliver en del af de færdige test.
Skolerne er udvalgt, så de bredt repræsenterer de elever, der er målgruppen for de nationale test. Derfor er der både store og små skoler, skoler fra øst og vest og elever fra forskellige klassetrin med i afprøvningen.
Siden 2007 er alle testopgaver blevet afprøvet af elever for at sikre, at de nationale test bliver det bedst mulige evalueringsredskab. Som led i vedligeholdelsen af opgavebankerne til de nationale test udvikles der løbende nye testopgaver, som skal afprøves på udvalgte skoler, inden de kan indgå i testene.
De skoler, som er udvalgt at til deltage i afprøvningen af opgaver, har fået direkte besked. Skolerne booker til afprøvningen på www.testogprøver.dk, på samme måde som ved gennemførelse af test. Alle bookinger skal være gennemført den 28. august. Hver elev skal afprøve tre opgavesæt. Derfor skal der for hver elev bookes tre tider til opgaveafprøvningen, hvilket svarer til et tidsforbrug på tre lektioner. På www.testogprøver.dk findes en liste over udtrukne skoler.