Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Erhvervsuddannelseselever dyster i DM i Skills

[26.01.2017]

De næste par dage vil landets dygtigste elever inden for blandt andet brolægning og detailhandel kæmpe side om side, når DM i Skills løber af stablen.

I dag bliver dørene slået op for publikum til DM i Skills i Gigantium i Aalborg. Her vil over 300 elever fra landets erhvervsskoler konkurrerer om at blive udråbt som de bedste inden for deres fag. Og allerede inden mesterskaberne begynder, er den første rekord slået. Der er nemlig 40 forskellige fag tilmeldt til mesterskaberne. Det er det største antal nogensinde i SkillsDenmarks historie.

Både statsministeren og undervisningsministeren lægger vejen forbi for at opmuntre og hylde konkurrencedeltagerne. Statsministeren åbner officielt DM i Skills torsdag den 26. januar kl. 10.00. Åbningen kan følges live på www.skillsdenmark.dk. Lørdag vil undervisningsministeren overrække præmier til de nye danmarksmestre og være med til at afslutte DM i Skills 2017.

”DM i Skills giver dygtige og modige elever mulighed for at vise deres evner og fag frem til omverdenen. Det sætter spot på, hvad håndværk af virkelig høj kvalitet kan føre til – lige meget om det gælder en sosu-assistent eller en maskinsnedker. Med den rette kvalitet vil dørene til både spændende job, god løn, mulighed for at læse videre eller måske blive selvstændig være åbne. Derfor skal vi hylde det gode håndværk og elevernes store indsats, og det er DM i Skills med til,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Fakta

SkillsDenmark arrangerer DM i Skills, de årlige Danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelser. DM i Skills finder sted i forskellige danske byer hvert år. Det næste DM i Skills finder sted d. 26. – 28. januar 2017 i Gigantium i Aalborg.

SkillsDenmark er også den danske organisation, der sender unge danske lærlinge og elever af sted til de store internationale konkurrencer WorldSkills og EuroSkills. I 2017 skal vi til WorldSkills i Abu Dhabi.

Derudover arbejder SkillsDenmark for at fremme erhvervsuddannelsernes image.

Kontakt

  • Hanne Woller

    Hanne Woller
    Specialkonsulent
    Styrelsen for
    Undervisning og Kvalitet
    hawol1@stukuvm.dk
    Tlf. 3395 5335

  • Pressetelefon
    Undervisningsministeriet

    Tlf. 2240 0930

    (du kan ikke sende sms til pressetelefonen)