Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Elitesportsudøvere får bedre mulighed for at tage en erhvervsuddannelse

[10.01.2017]

Med et nyt 3-årigt forsøg får eliteatleter under Team Danmark mere fleksibilitet til at kombinere deres sport med en erhvervsuddannelse.

På landets gymnasier har elitesportsudøvere mulighed for at tilrettelægge deres uddannelse, så den kan kombineres med deres sportsgren. Men de samme muligheder har der ikke været for elever på landets erhvervsskoler.

Derfor lemper undervisningsminister Merete Riisager nu reglerne på erhvervsuddannelserne for at give et langt mere fleksibelt råderum for både skoler og elever til at tilrettelægge uddannelsen for eliteatleter.

”Jeg er stolt af, at vi i Danmark har mange talentfulde eliteatleter, som gerne vil sikre deres fremtid ved at tage en ungdomsuddannelse. Og de skal selvfølgelig have frihed til selv at vælge, om de vil kombinere deres sport med en gymnasial uddannelse eller med en erhvervsuddannelse. Men hvis elitesportsudøvere skal gennemføre en erhvervsuddannelse samtidig med sportskarrieren, kræver det, at rammerne for uddannelsen er mere fleksible end de er i dag,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Direktør i Team Danmark, Lone Hansen, glæder sig til at se forsøget blive til virkelighed og ser frem til, at flere får mulighed for også at kunne vælge en erhvervsfaglig uddannelse.

”Forsøget er en vigtig komponent i Team Danmarks arbejde for at udvikle eliteidræt på en socialt og samfundsmæssigt ansvarlig måde. Eliteatleterne fortjener gode rammer og vilkår for både at dyrke deres sport på højest mulige niveau og samtidig tage en uddannelse. Jeg håber, forsøget bliver positivt modtaget og får flere unge atleter til at prøve kræfter med en erhvervsfaglig uddannelse,” siger Lone Hansen.

Dispensationerne giver mulighed for at forlænge både grundforløbets 1. og 2. del med op til 10 uger, samt at forlænge hovedforløbet med op til 50 %. Derudover bliver det muligt for eleverne at komme i skolepraktik i perioder, hvor de har ekstra travlt med deres sport. Forsøget træder i kraft den 10. januar 2017 og gælder i første omgang i tre år.

Bekendtgørelse om dispensation (retsinformation.dk)

Kontakt

  • Pressetelefon
    Undervisningsministeriet

    Tlf. 2240 0930

    (du kan ikke sende sms til pressetelefonen)

  • Silvia Fernandez

    Silvia Fernandez
    Fuldmægtig
    Styrelsen for
    Undervisning og Kvalitet
    sifer1@stukuvm.dk
    Tlf. 3392 5331