Ny Nordisk Skole på landevejen

[07.09.2012]

CPH West i Ishøj var første stop, da børne- og undervisningsminister, Christine Antorini, begyndte sin tur rundt i landet for at fortælle om sine visioner for Ny Nordisk Skole.

Christine Antorini taler om Ny Nordisk Skole
Børne- og undervisningsminister, Christine Antorini, mener, at Ny Nordisk Skole kan løfte fagligheden på daginstitutioner, grundskoler og ungdomsuddannelser. Hun opfordrede derfor til, at alle interesserede søgte om at være med i projektet.

Mere end 300 skoleledere, rektorer, lærere, pædagoger og andre interesserede var torsdag mødt op på den kombinerede erhvervsskole, HF og almene gymnasium CPH West i Ishøj. Der var stormøde om Ny Nordisk Skole, som CPH West er pilotinstitution på.

Børne- og undervisningsminister, Christine Antorini, var blandt talerne på programmet. Hun lagde stor vægt på, hvor vigtigt samarbejde mellem både ledelse, medarbejdere, børn, unge og forældre er, hvis vi vil forbedre vores dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser herhjemme.

”Vi kan ikke forandre for alvor, hvis vi kun gør det gennem love, bekendtgørelser eller en forventning om flere penge. Sagen er, at hvis vi skal forandre og skabe en revolution, er vi nødt til at gøre det sammen, så vil vi altid gøre det meget bedre, også inden for de rammer, der er,” sagde Christine Antorini.

Deltagere i mødet om Ny Nordisk Skole
Mere end 300 skoleledere, rektorer, lærere, pædagoger og andre interesserede havde fundet vej til det største af CPH Wests auditorier for at høre om Ny Nordisk Skole.

Flere skal med

Fra scenen i CPH Wests største auditorium gav hun udtryk for en forhåbning om, at stormødet har været med til at inspirere de fremmødte til at gribe chancen og ansøge om at være med i Ny Nordisk Skole.

”Det her er en invitation til en revolution, som skal komme indefra, og den står og falder med, hvor mange der tilmelder sig Ny Nordisk Skole og har lysten og viljen til at være en del af projektet,” understregede Christine Antorini.

Og det er bestemt ikke lyst og vilje, der mangler på CPH West, hvor direktør, Eva Hofman-Bang, har store forventninger til projektet.

”Vi vil gerne bryde social arv gennem uddannelser. For mange af vores elever kommer fra familier uden tradition for uddannelse, og vi er klar til at yde vores yderste. Vi vil gerne være i bevægelse hele tiden, så vi er klar til Ny Nordisk Skole,” siger Eva Hofman-Bang.

Dorte Lange, Christine Antorini og Lars Goldschmidt taler til mødet
De to formænd for dialoggruppen i Ny Nordisk Skole, Dorte Lange, DLF, og Lars Goldschmidt, DI, var også på scenen i Ishøj.

Senere torsdag aften kørte Christine Antorini sammen med formændene for Ny Nordisk Skoles dialog-gruppe, Dorte Lange, DLF, og Lars Goldschmidt, DI, videre til Næstved. Her blev det andet af i alt otte stormøder holdt på Næstved Gymnasium og HF.