Hop til indhold

I et indlæg i Berlingske 27. marts spørger underviser og forfatter Geeti Amiri, hvorfor jeg er så optaget af at give eleverne i de ældste klasser flere timer med valgfag – blandt andet i de praktiske og musiske fag, når folkeskolen ikke formår at bryde den sociale arv. Har Socialdemokratiet opgivet arbejderklassens børn? Bestemt ikke!

Jeg er ligesom Amiri optaget af, hvordan folkeskolen kan være med til at bryde social arv. Det er vigtigt, at skolen ikke kun er et godt sted at være for de børn, som i forvejen godt kan lide at gå i skole, og som elsker at navigere rundt i kreative valgfag.

Når vi giver de ældste elever større indflydelse på eget skoleskema, er det med henblik på at øge motivationen for alle elever, men faktisk særligt for dem, der kører træt i en meget stillesiddende udskoling.

Vi ved fra undersøgelser, at elevernes motivation øges, når de inddrages i tilrettelæggelsen af undervisningen. Derfor tror vi også på, at de unge tager mere ansvar for egen læring, hvis de selv har haft indflydelse på, hvordan deres skoleskema ser ud.

Vores fælles folkeskole skal tage højde for, at børn og unge er forskellige, og den skal rumme alle elever. Både dem, der savner flere praktiske fag i et faglokale, og de elever, der ønsker mere boglig fordybelse og udfordringer i klasseværelset.

Amiri kalder det en højtravende idé at satse på flere valgfag. Det er jeg uenig i. Vi er nødt til at tage det alvorligt, når trivslen i udskolingen daler. Og tage de elever, som er godt og grundigt skoletrætte i 8. og 9. klasse, alvorligt.

Mere end hver fjerde af de ældste elever i folkeskolen oplever, at skolen ikke giver dem lyst til at lære mere. Derfor er motivation et nøgleord. Eleverne skal kunne se meningen med at stå op og tage i skole. Uanset hvilke kundskaber i skolen der trækker mest.

Når vi afsætter 540 millioner kroner til indkøb af bøger og 2,6 milliarder kroner til bedre faglokaler, er det, fordi vi ønsker en skole, hvor eleverne både kan røre i gryderne og bladre i bøgerne.

Det er ikke højtravende. Tværtimod er det ganske konkret. Skolen skal være fysisk og håndgribelig. Det bliver den nu, og det står jeg gerne på mål for.