Hop til indhold

95 procent af ansøgerne til de gymnasiale uddannelser, stx, hf, hhx, htx samt pre-IB, har fået plads på det gymnasium (og den uddannelse), de har søgt som deres 1. prioritet. Det viser opgørelsen af fordelingen af ansøgere for 2024. Det er anden gang, ansøgere til de gymnasiale uddannelser er blevet fordelt centralt af Børne- og Undervisningsministeriet og regionerne.

Når ansøgerne skal fordeles, tager fordelingen først og fremmest udgangspunkt i ansøgernes egne prioriterede ønsker om, hvilke gymnasier de ønsker at gå på. Det betyder, at en 1. prioritetsansøger får pladsen frem for en 2. prioritetsansøger. Hvis der er flere 1. prioritetsansøgere end pladser på et givet gymnasium, fordeles pladserne til de ansøgere, der har kortest transporttid fra bopæl til gymnasiets adresse.

”Jeg vil gerne byde de 52.000 unge velkommen på gymnasiet. Det er nogle spændende og lærerige år, der starter efter sommerferien. Jeg er glad for, at langt de fleste har fået plads på deres ønskede gymnasium. Men der er stadig udfordringer enkelte steder i landet, hvor elevernes etniske baggrund ikke afspejler lokalsamfundet. Regeringen arbejder derfor på nye regler på området”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Sådan er opfyldelse af 1. prioritet fordelt på landsplan

På landsplan er opfyldelsen af ansøgernes 1. prioritet for hver af de gymnasiale uddannelser til de offentlige gymnasier henholdsvis:

  • Stx 93 procent
  • Hf 99 procent
  • Hhx 95 procent
  • Htx 100 procent

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet
Anm.: Bemærk, at tallene er afrundet til nærmeste heltal.

I 2023 var 1. prioritetsopfyldelsen hhv. 93 procent for stx, 95 procent for hf, 96 procent for hhx og 100 procent for htx.