Den nuværende ordning med støtte fra Undervisningsministeriet til forsøg med ord- og regneværksteder slutter ved udgangen af juni 2009, og den videre finansiering er uafklaret ved denne publikations udgivelse. Dermed er der behov for at overveje, hvordan de opgaver, værkstederne har været med til at varetage, kan løses efter forsøgets afslutning.
Der er også brug for at overveje, hvordan erfaringerne og kvalifikationerne fra værkstedsundervisningen kan bruges til at løse nye opgaver. I dette kapitel samles forskellige ideer til, hvordan de kernefunktioner, ord- og regne værkstederne har, kan videre føres i fremtiden ved at sammentænke forskellige tilbud, vel vidende, at nogle er finansierede og andre ikke.
I forsøgsperioden er hensigten med et ord- og regneværksted at give ad hocstøtte til kursister, så de får lettere ved at gennemføre deres uddannelse. Nogle værksteder har kombineret ad hoc-støtten i ord- og regneværkstedet med andre tilbud. I dette kapitel om fremtidige visioner opfattes ord- og regneværkstedet som en paraply, der under et samler de forskellige tilbud, der er rettet mod at støtte deltagerne i at gennemføre en uddannelse. Når ledelsen på den enkelte skole overvejer, hvilke opgaver der skal løses i netop deres ord- og regneværksted, er det vigtigt, at opgaverne afstemmes med behovet. Nogle skoler udbyder primært kurser af få dages varighed, mens andre skoler har internatkurser af længere varighed. Nogle skoler har mange tosprogede, mens andre har få. Det giver naturligvis både behov og mulighed for at have forskellige tilbud i værkstederne.
Nedenfor er samlet en buket af mulige opgaver, der kan løses i ord- og regneværkstedet. Nogle af opgaverne er der statslig finansiering til, andre opgaver skal skolerne selv finde finansiering til:
- Her og nu-hjælp til deltagere i den faglige uddannelse
- Oplæsning til prøver
- Screening af deltageres læse- og regnefærdigheder
- Undervisning i AMU-kurserne faglig læsning og skrivning og faglig regning og matematik
- Undervisning i AMUs kursus i fagunderstøttende dansk som andetsprog for flygtninge og indvandrere samt de tre AMU-kurser i
dansk som andetsprog på henholdsvis basis, alment og udvidet niveau
- Afdækning af almene færdigheder i individuel kompetencevurdering (IKV)
- Forberedende voksenundervisning (FVU)
- Ressourcested for faglærere
- Læsevejledning i erhvervsuddannelserne (EUD)
- Sparring med voksenvejledningsnetværk/ VEU-centre
- Sparring med virksomheder
- Indtægtsdækket virksomhed (IDV)
- Sparring med udgivere af undervisningsmaterialer
- Ansøgning om SPS-støtte Vejledning om hjælpemidler og undervisning
- Andre opgaver.
Jo flere forskellige opgaver der samles i værkstedet på den enkelte skole, jo større mulighed er der for, at brugerne er opmærksomme på det, og at forskellige behov kan imødekommes. Dermed er der også større mulighed for øget aktivitet. Jo større aktiviteten i værkstedet er, jo større mulighed er der også for at synliggøre værkstedets tilbud for såvel virksomheder som deltagere, der påtænker at starte på uddannelse eller efteruddannelse.
Ved at samle flere forskellige opgaver i ord- og regneværkstedet opnås et stærkere fagligt miljø, en slags videnscenterfunktion, der kan understøtte de faglige uddannelser. Ved at samle forskellige beslægtede opgaver i det samme miljø vil det formentlig være lettere at få dækket omkostningerne ved tilbuddene, fordi de samme undervisere har mulighed for og kvalifikationer til at varetage forskellige opgaver.