Undervisningsministeriet

Fælles Mål 2009 - Sløjd

Faghæfte 10

Udeskole og sløjd

Udeskole er en skoleform eller en læringsform, hvor elever og lærere regelmæssigt flytter undervisningen uden for klasseværelset, hvor de kulturelle institutioner såvel som naturen i de nære omgivelser benyttes.

Udeundervisningen er faglig, og de aktiviteter, der bliver gennemført udendørs tænkes sammen med aktiviteterne inde til en hel og sammenhængende undervisning. Eleverne afprøver den teoretiske viden og de færdigheder, de får indendørs, ved at arbejde konkret med dem i uderummet eller omvendt. Der sker en kobling mellem hoved, hånd og hjerte, hvilket giver en bredere indgang til læring.

Ideen med at undervise børn regelmæssigt i naturen eller i landskabet i det hele taget er ikke ny. Det nye er, at behovet for, at børn kommer ud, i dag er meget stort.

Begrundelser for udeskolen

  • bedre faglighed
  • bedre læring, fx ved indlevelse i læringssituationen gennem personlig oplevelse og handling
  • undervisningsdifferentiering
  • bedre forståelse af naturen, naturfag og miljø
  • bedre sundhed
  • bedre motorik
  • læring ad flere kanaler, herunder den kropslige og praktiske
  • bedre social forståelse
  • bedre forankring i lokalområdet
  • flere direkte oplevelser.
Udeskolen kan give en varieret, motiverende og autentisk læreproces, hvor eleverne må bruge flere sider af sig selv. Den stimulerer elevernes udvikling og er et bidrag til en mere livsnær læring.