Undervisningsministeriet

Fælles Mål 2009 - Sløjd

Faghæfte 10

Skærpet tilsyn

I Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 38 af 10. januar 1995 lyder § 6, stk.1, som følger: “Hvor undervisningen foregår i lokaler og på steder, som rummer særlige risikomomenter, fx fysik/kemilokaler, sløjdlokaler og idrætslokaler og -anlæg, påhviler der skolen en skærpet tilsynsforpligtelse.” I stk. 2 står: “Hvis der på specielle områder er givet særlige sikkerhedsforskrifter eller lignende, påhviler det skolen at påse, at disse overholdes”.

Dette indebærer to forskellige fokusområder. Det ene fokusområde handler om en løbende vurdering af, om den enkelte elev er i stand til at honorere krav som viden, ansvarsbevidsthed, modenhed og indsigt, der kræves for at kunne gennemføre det planlagte praktiske arbejde. Det andet fokusområde er lokalernes, materialernes og værktøjets tilstand og beskaffenhed.

Det skærpede tilsyn og fokusområderne medfører, at man som arbejdsgiver/ arbejdsleder og ansat/underviser har et ansvar.

I branchevejledningen om risikomomenter i undervisningen “Når klokken ringer” præciseres bestemmelserne:

“Det er skolens leder og i sidste ende arbejdsgiveren, der har ansvaret for, at de ansattes arbejde planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er ligeledes skolelederens ansvar, at indkøb, brug og vedligeholdelse af tekniske hjælpemidler, stoffer og materialer samt pligten til at sørge for grundig instruktion lever op til lovgivningens krav. Sikkerhedsgruppen skal inddrages i planlægningen af disse forhold og kontrollere, at kravene efterleves.”

“Hvor der udføres arbejde, øvelser og håndværkslignende aktiviteter, gælder arbejdsmiljølovens regler også for eleverne, ligesom skolen i bl.a. sløjdlokaler har skærpet tilsynspligt. Det er derfor vigtigt, at sikkerhedsgruppen løbende kontrollerer, at sikkerheds- og sundhedsforholdene er fuldt forsvarlige for alle brugere af lokalet.”

Hvis der er tvivl i forhold til de sikkerhedsmæssige krav, kan man søge råd og vejledning hos sin leder og sikkerhedsgruppe samt i nedenstående publikationer og hjemmesider:

Branchevejledning om risikomomenter i undervisningen “Når klokken ringer”, udgivet af Branchearbejdsmiljørådene Undervisning og Forskning - http://www.arbejdsmiljoweb.dk/

Arbejdsmiljøsekretariatet – www.at.dk

Bekendtgørelse nr. 38 af 10. januar 1995: www.retsinfo.dk

Sløjds hjemmeside på www.emu.dk har en opdateret regelsamling for sløjds område med henvisning til de relevante At-meddelelser, cirkulærer, breve og andre officielle papirer.