Den internationale dimension handler om at inddrage et globalt perspektiv i undervisningen. Gennem arbejdet med emner og temaer i faget, hvor eleverne lærer om omverdenen, vil de få oplevelser og viden om andre lande og international kultur- og samfundsforståelse. Derved vil de kunne se nye perspektiver i forhold til deres personlige nære miljø og dagligdag.
Den internationale dimension kan indgå i både faglige og tværgående forløb. Eleverne kan fx arbejde med undervisningsforløb, som handler om vilkår for andre landes befolkninger, traditioner, natur eller kultur.
Mulighederne for valg af undervisningsmaterialer er mangfoldige. Der kan anvendes faglitteratur, netbaseret kommunikation, billeder og tekster, og autentiske genstande kan give eleverne oplevelser og inspiration til et fortsat arbejde i en håndværksmæssig designproces. Desuden kan gæstelærere også fremme elevernes motivation og lyst til arbejdet.
Ideer til emner, hvor den internationale dimension kan indgå i faget sløjd:
- “Afrikansk legetøj”
- “Samisk Kultur” – fx fremstilling af æsker/beholdere til opbevaring
- “Boligen” – arbejde med udvalgte folkeslags boligindretning og udvælge eksempler på genstande til fremstilling
- “Bytte identitet” – samarbejde med en venskabsklasse fra et andet land, hvor eleverne fra de involverede lande arbejder med fx en bestemt historisk periode og udvælger genstande til fremstilling i stedets naturmaterialer. De fremstillede produkter udveksles enten i virkeligheden eller virtuelt og beskrives ud fra eget ståsted med hensyn til mode, kultur m.m.