Undervisningsministeriet

Fælles Mål 2009 - Sløjd

Faghæfte 10

Arbejdsmiljø og sikkerhed

At tilgodese sikkerhed, sundhed og et godt arbejdsmiljø er vigtigt i sløjdundervisningen. Eleverne skal lære at håndtere materialer, værktøj og maskiner, således at man undgår risici for legemsbeskadigelse. Det betyder, at alle sikkerheds- og sundhedsregler skal overholdes. Når der arbejdes praktisk i sløjd, gælder arbejdsmiljølovens regler også for eleverne. Desuden skal det forhindres, at man pådrager sig skader med virkning på længere sigt. Dette kan ske ved
  • at undgå unødvendig frembringelse af støv og røg og sørge for effektiv udsugning/ventilation
  • at erstatte materialer, som er under mistanke for at være farlige, med ufarlige
  • at vælge sikre bearbejdningsformer
  • at undgå allergifremkaldende reaktioner ved berøring af materialer, som den enkelte elev er allergisk over for
  • at benytte sig af personlige værnemidler
  • at benytte hensigtsmæssige arbejdsstillinger.

Sikkerhed og godt arbejdsmiljø opnås bedst ved altid at medtænke disse overvejelser i den indledende planlægning forud for de praktiske arbejdsforløb.