Det centrale i dette område er, at eleverne opnår færdigheder i at bruge relevante teknikker, redskaber og maskiner ved bearbejdning af materialer, fortrinsvis træ og metal. Med afsæt i de håndværksmæssige færdigheder og under gensidig inspiration arbejder eleverne med at give deres ideer fysisk form.
Gennem det praktiske arbejde udvikles elevernes faglige formåen, og de opnår stigende fortrolighed med fagets arbejdsmetoder og teknikker. Samtidig lærer eleverne at bruge de rigtige benævnelser for værktøj, materialer og arbejdsgange.
Det praktiske arbejde tilrettelægges således, at eleverne lærer hensigtsmæssige arbejdsstillinger og arbejdsvaner og i øvrigt lærer at bruge og indrette arbejdsområderne i faglokalet i overensstemmelse hermed.
I undervisningen indgår endvidere kendskab til forskellige materialers oprindelse, fremstilling, egenskaber og muligheder, samt krav til behandling og vedligeholdelse.
Eleverne skal kende og efterleve sikkerhedsmæssige forskrifter for værktøj og maskiner.
Eleverne skal ligeledes lære om risiko ved arbejde med farlige stoffer og materialer, samt regler for bortskaffelse.
Eleverne skal arbejde med at
- bearbejde forskellige typer materialer med relevant værktøj
- afprøve og vurdere forskellige materialers muligheder og begrænsninger
- betjene værktøj, maskiner og andre teknologiske hjælpemidler sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt
- udvikle personlige håndværksmæssige færdigheder
- blive i stand til at overskue et arbejdsforløb
- opbygge og komponere rumlige former og flader
- undersøge farvers indbyrdes påvirkning og afprøve farvevalgets betydning for det personlige udtryk
- anvende og kende korrekte faglige ord og begreber for værktøj og materialer.