Eleverne skal først vælge studieretning i slutningen af grundforløbet, og det nye grundforløb skal derfor introducere eleverne til studieretningernes fagområder og fag samt de typer videregående uddannelser, som den enkelte studieretning er målrettet mod. Grundforløbet skal samtidig udfordre eleverne fagligt, så eleverne med det samme møder de faglige krav, der stilles i gymnasiet.

Hovedelementer i det nye grundforløb

Grundforløbet bliver et tre måneder langt afklaringsforløb for elever på de treårige gymnasiale uddannelser.

Elevernes forhåndstilkendegivelse af studieretning erstattes af en evalueringssamtale undervejs i grundforløbet.

Karakterer fra grundforløbet skal på eksamensbeviset:

  • På stx betyder det, at karaktererne fra naturvidenskabeligt grundforløb og almen sprogforståelse tæller med på eksamensbeviset med en samlet vægt på 0,5.
  • På hhx og htx skal der udvikles grundforløbsprøver, som også tæller med på eksamensbeviset med en samlet vægt på 0,5.
Sidst opdateret: 8. marts 2017