Læsevanskeligheder eller ordblindhed, dysleksi, læseretardation, læsehandicap, funktionel analfabetisme eller hvad?

Der bruges mange forskellige ord om læsevanskeligheder. Det skyldes dels, at læsevanskelighederne kan være af forskellig art, dels at forskellige faggrupper har givet vanskelighederne delvis forskellige navne.

Læsehandicap - følger af læsevanskeligheder
Et læsehandicap er alle de personlige begrænsninger, der følger af at læse dårligt. Handicappets grad bestemmes af forholdet mellem læsekravene og læsefærdigheden. Hvis kravene er høje, er risikoen for læsehandicap også relativt høj; hvis kravene er lave, er risikoen for læsehandicap mindre.

Man kommer i skole for at lære at læse og skrive og regne. Dette er langt de fleste børns opfattelse, og det gælder også for de børn, som viser sig at få læsevanskeligheder. Barnet i 1. klasse opdager det hurtigt, hvis det har svært ved at lære at læse. De andre i klassen går raskt i gang med de første forberedte tekster og med opgaverne. Og barnet med dårligere forudsætninger føler sig ubehjælpeligt ladt tilbage. Allerede her kan der grundlægges en negativ selvopfattelse, som kan virke blokerende for undervisning også i andre fag, og som senere kan være meget vanskelig at ændre.

I skoletiden er de dårlige læsere handicappede i stort set alle fag. Nogle formår at lære et forbløffende stort pensum udenad; men det er et mindretal. Og selv om skolen gør et stort arbejde for at tilbyde fagstoffet indlæst på bånd, kan det aldrig helt opveje den frie adgang til fag- og skønlitteraturen. I tilfælde af svær ordblindhed er det helt afgørende, at man tager læsehandicappet i betragtning i alle de "boglige" fag. Måske giver en specialskole her den bedste chance.

Selv om unge, der går ud af 9. klasse med læsevanskeligheder, sjældent går videre i gymnasiet eller på hf, er de dog ikke generelt utilfredse med deres muligheder. De har allerede længe inden indstillet sig på, hvad der er realistiske muligheder for dem. Og på den måde er læsefærdighederne blevet en del af deres tilsyneladende uforanderlige vilkår, deres skæbne, om man vil.

Voksne med store læse- og stavevanskeligheder har daglige problemer: der kommer kryptiske beskeder fra offentlige myndigheder og institutioner, varedeklarationer er ulæselige, brugsanvisninger ubrugelige, arbejdssedler, kursusmaterialer og andre skriftlige materialer på arbejdet er store forhindringer, og det er svært at hjælpe børnene med lektierne. Det kan lade sig gøre at tilrettelægge et liv med et minimum af læsning, men det er sandelig ikke let, og faren for social udstødelse er reel.

Nogle bruger betegnelsen funktionel analfabetisme om læsevanskeligheder, der begrænser den unge og voksnes muligheder for at fungere i samfundet. Det er en vildledende betegnelse. Den 'funktionelle analfabet' er læsehandicappet, fordi han eller hun mangler 'funktionelle' læsefærdigheder; vedkommende er ikke analfabet.

I det følgende omtales forskellige grupper af læsehandicappede. Nogle af disse har altid været der, f.eks. ordblinde og læseretarderede. Deres problemer er imidlertid blevet større med de voksnede læsekrav. Andre grupper er voksende, som f.eks. mennesker med dansk som andet-sprog. Og atter andre er nye, fordi de med god grund ikke har opfattet sig selv som læsehandcappede hidtil.

Voksne, der er blevet overhalet af læsekravene
I undersøgelsen af voksne danskeres læsefærdigheder var der som nævnt ca. 12 procent af de voksne, som havde vanskeligheder med mindst halvdelen af de dagligdags tekster. Kun en lille del (11%) af disse voksne havde fået specialundervisning på grund af læse- eller stavevanskeligheder. Resten havde enten gået i skole på et tidspunkt, hvor der ikke var noget, der hed specialundervisning, eller de havde ikke bemærket nogen større problemer. Omkring halvdelen af de dårlige læsere vurderede faktisk sig selv som 'gode' eller endda 'virkelig gode' læsere.

En stor del af disse voksne mennesker vil således ikke opfatte sig selv som mindre gode læsere, endsige som læsehandicappede. De har været vant til at betragte meddelelser fra det offentlige som nærmest uforståelige; og hvis de får et brev som det øverst på næste side fra posthuset, vil mange enten ringe, hvis de er i tvivl, eller resignere.

Problemet er, at kravene til læsefærdigheden er markant stigende. Så den voksne, som rigtignok har lært at læse og som opfatter sig selv som en habil læser, kan pludselig opdage, at det ikke går så godt længere. Det sker for mange voksne under efter- og videreuddannelse. Og det sker stadig oftere, efterhånden som skrevne meddelelser, vejledninger, deklarationer, instruktioner m.v. erstatter den personlige henvendelse.

(Brev til undertegnede, find mindst tre formelle fejl!)

Måske har nogle af de voksne lært at læse et eventyr af H. C. Andersen op "med stemme", dvs. med varierende stemmeføring for de enkelte personer. Det var for 30 år siden et mål i danskundervisningen nogle steder. Og måske læser den voksne stadig i dag mere levende op end så mange yngre. Det hjælper imidlertid ikke så meget, hvis teksten er en forsikringspolice eller en brugsvejledning til den nye multimedia-computer - eller hvis teksten er en del af en efteruddannelse og handler om forskellige vagtordninger. Efterhånden som der kommer stadig flere og stadig mere krævende tekster, vil den voksne oftere opleve sine læsefærdigheder som utidssvarende.

Ordblindhed og dysleksi
Læsning er forståelse af skrevne meddelelser. Selv om gode læsere synes at beherske kunsten på en ganske spontan og ligetil måde, indgår der mange komponenter i læseprocessen. Fra voksne læsere, der har været udsat for en hjerneskade ved vi, at hver af disse komponenter kan fungere mindre godt og give anledning til læsevanskeligheder. Men de fleste tilfælde af store vanskeligheder med læseindlæring skyldes dog problemer med nogle få, centrale komponenter.

Ordblindhed og dysleksi er de ældste særlige betegnelser for vanskeligheder med at lære at læse. Det var en skotsk læge, Hinschelwood, der første gang i 1895 beskrev en dreng, som havde overraskende svært ved at lære at læse og skrive. Det overraskende bestod i, at drengen var godt begavet, flittig og havde fået almindelig undervisning. Hvis man tilføjer, at drengen ikke viste åbenlyse tegn på hjerneskade eller psykiske problemer, kunne han også kaldes ordblind (eller dyslektiker) med nutidens brug af ordene.

Ordblindhed (eller dysleksi) er overraskende, store vanskeligheder med at lære at læse og skrive, som beror på basale vanskeligheder med at forbinde bogstaver og bogstavfølger med sproglyd og lydfølger. Den ordblinde har således særlig svært ved at læse ord, som han eller hun ikke har set før. Fejllæsningerne og fejlstavningerne er ofte i modstrid med de mest sandsynlige sammenhænge mellem bogstav og lyd; f.eks. kan ordet derned læses "du er hed", og brugt kan f.eks. staves "bage". Da man er lidt mere afhængig af forbindelserne mellem bogstav og lyd under stavning end under læsning, betyder det, at den ordblindes problemer er mest markante og langvarige i stavning.

At vanskelighederne er overraskende, betyder, at de ikke kan forklares på en indlysende måde af meget ringe begavelse, blindhed eller andre indre eller ydre forhold. Og at vanskelighederne er store, betyder, at barnet, den unge eller voksne skal bruge væsentlig flere kræfter på at lære at læse end andre.

Nogle familier er mere udsatte for ordblindhed end andre. Og det er veldokumenteret, at en disposition for ordblindhed er arvelig. Naturligvis er det ikke læsefærdigheden i sig selv, der nedarves, men en eller flere af forudsætningerne for den. Det er sandsynligt, at problemer i udviklingen af visse (måske få) sproglige færdigheder er af særlig betydning for senere ordblindhed.

Ordblindhed kan være en lidt vildledende betegnelse. Man kunne tro, at det var et problem med opfattelsen gennem synet - svarende til farveblindhed. Men det er altså i langt de fleste tilfælde et særligt, sprogligt problem.

Det bør ikke skjules, at det ikke altid er let at afgøre, om en person er ordblind eller ej. Måske er vanskelighederne af en lidt anden karakter, eller måske er de så små, at betegnelsen ordblindhed kan være en overdrivelse. Blandt andet af denne grund bruger man ikke alle steder i skolevæsenet betegnelsen 'ordblind'. At der findes grænsetilfælde, bør dog ikke afholde nogen helt fra at bruge betegnelsen. Det er faktisk reglen snarere end undtagelsen, at menneskelige begreber har grænsetilfælde. For eksempel er der ingen klar grænse mellem "lidt snue" og en "regulær forkølelse". Og alligevel bruger vi betegnelsen forkølet. Selv om der er grænsetilfælde, er det nyttigt at have betegnelser - også for nogle store vanskeligheder med at lære at læse og stave.

Det er vigtigt at fastholde, at ordblindhed ikke er det samme som, at man overhovedet ikke kan lære at læse og skrive. Rigtignok er ordblindheden for de fleste et livslangt handicap, fordi de hele deres liv skal bruge flere kræfter end andre på at blive bedre læsere; men de kan komme igang, og de kan også som unge og voksne blive bedre læsere. Med den aktuelle viden om ordblindhed og dens årsager kan betegnelsen ordblind således være direkte igangsættende for undervisningen.

Læseretardation
Nogle børn, unge og voksne har mere generelle indlæringsvanskeligheder. De har måske også vanskeligt ved matematik eller svært ved at koncentrere sig i tillæg til læse- og stavevanskelighederne. I sådanne tilfælde kan man sige, at de er læseretarderede; dvs. at de er generelt bagud i deres læseudvikling i forhold til klassekammeraterne, og at læsevanskelighederne er ét af flere problemer.

Det er imidlertid ikke dokumenteret, at den læseretarderede har andre vanskeligheder i læsning end den ordblinde. I det hele taget er det ikke påvist, at begavelse på andre end de sproglige områder har noget væsentligt at gøre med færdigheder i at genkende de enkelte ord. Men det er klart, at læseforståelsen er afhængig af ens viden og forestillingsevne, og derfor kan de læseretarderedes vanskeligheder forekomme særlig massive. Des-uden er det oplagt, at undervisningen af læseretarderede har delvis andre hensyn at tage end undervisningen af ordblinde.

Fremmedsprogegedes læsning
Unge og voksne læsere, der kommer til Danmark med et fremmed modersmål, har som hovedregel ikke vanskeligheder med at sætte lyd på bogstaver. Derimod kan det naturligvis knibe med ordforrådet på dansk. Og det be-tyder, at læseforståelsen bliver tilsvarende beskeden. Det er veldokumenteret, at der betydelig oftere er læsevanskeligheder blandt fremmedsprogede end blandt andre unge og voksne. Og sådan er det i øvrigt også i andre lande, som vi normalt sammenligner os med (f.eks. Holland).

Også blandt børn født i Danmark i indvandrerfamilier er der flere med læsevanskeligheder end blandt andre børn. Selv om børnene kender rigtig mange danske ord, er det ikke sikkert, at de har så mangfoldige associatio-ner til ordene eller så præcis en opfattelse af deres indhold. Eleverne har sværere end andre ved at finde relevant forhåndsviden frem, og opfattelsen af teksternes indhold bliver "tyndere".

Da læsefærdigheder i meget høj grad er medbestemmende for de unges personlige udvikling, deres uddannelse og erhvervsmuligheder, er de fremmedsprogedes læseproblemer af meget central betydning i skolen og uddannelserne.

Alternativ behandling
Hvor der er besvær, er der altid en drøm om lettere genveje. Det gælder for slankekure såvel som for læsning. Mod overvægt hjælper kun at spise færre kalorier, at motionere noget mere eller at få fjernet noget fedt ved en operation. Alligevel dukker der til stadighed alternative kure op, som lover vægttab uden afsavn og uden besvær. Det kan ikke lade sig gøre; men drømmen lever og næres af besværet.

Mod læsevanskeligheder hjælper veltilrettelagt specialundervisning, som bl.a. indebærer megen læsning. Alligevel lever drømmen om en lettere genvej i bedste velgående. Der er et rigt og broget marked for alternativ behandling af læsevanskeligheder. Man kan blive undersøgt med stemmegafler og lydbehandlet med kraftige lyde eller blid musik, man kan få farvede briller, klap for det ene øje, fedtkure, blive smurt med rød olie i tindingerne, undervist efter Ron Hubbards principper (Scientologys grundlægger) på FEGU-skoler, ja, man kan endog blive 'neurolingvistisk programmeret' til at stave bedre.

I disse tilfælde lover annoncerne - og solstrålehistorierne i aviser, ugeblade og distriktsblade - at man lærer at læse hurtigere og med mindre besvær. I alle tilfælde koster det penge. Og i ingen af disse tilfælde er det dokumenteret ved anerkendte, uafhængige undersøgelser, at behandlingen har gavnlig virkning på læsefærdigheden.

Den alternative behandling af læsevanskeligheder står særlig stærkt, fordi annoncerne retter sig mod bekymrede forældre. Hvem vil ikke gerne skære lidt ned på julegaverne, hvis det kunne give det ulykkelige skolebarn en ekstra chance?

Der er da heller ingen tvivl om, at nogle børn blomstrer op i en periode, når de får et nyt tilbud. Der er nye, omsorgsfulde voksne, som tager sig tid til dem. Og de nye voksne kan fuldt ud bekræfte børnene i, at det ikke var deres skyld, men skolens, at de kom skævt i gang med læsningen. Nogle børn kaster sig derfor over læsningen med fornyet styrke. Og det kan føre til en vis fremgang.

For den udenforstående er det let at se problemet. Når nyhedens interesse er dalet og de mildere vinde er kølnet, sidder barnet stadig med problemet. Det alternative bliver hverdag, og virkningen fortaber sig.

Hvis det nu drejede sig om en slankekur, kunne barnet bare smide pillerne væk og erklære dem for virkningsløse. Men nu er det læsning, og så er sagen en anden. Skolen virkede ikke, og det gjorde den alternative behandling heller ikke. Konklusionen er klar: det ulykkelige barn bliver endnu mere ulykkeligt, for det dur åbenbart ikke til noget. Uanset hvad, kan det ikke lære at læse.

Det er således ikke lige meget, om barnet har været udsat for et virkningsløst tilbud om 'behandling' eller ej. Jo flere gange det mislykkes for barnet, desto sværere vil det være for en dygtig lærer at give barnet et nyt og virkningsfuldt tilbud. Alternativ behandlig af læsevanskeligheder er ikke nogen harmløs julegave.