Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Særlig indsats i matematik

For at sikre mere og bedre matematik iværksættes der en generel indsats i faget.

Matematik skal styrkes, både for at understøtte, at flere elever får interesse for faget, og for at sikre, at fremtidens unge står endnu bedre rustet, når de forlader gymnasiet.

Der indføres et niveaumæssigt løft i matematik, så flere får mere matematik. Samtidig indføres et løft af det faglige indhold, så eleverne får bedre matematik.

Mere matematik

Fremover skal flere have matematik på højere niveau. Dermed styrkes elevernes matematiske kompetencer og behovet for supplering efter gymnasiet reduceres.

Matematik B bliver obligatorisk for de fleste med undtagelse af elever med stærk sprogprofil. I stx undtages elever med tre sprog på mindst AAB-niveau eller med flere end tre sprog. I hhx undtages alle elever med tre eller flere sprog.

Med reformen indføres færre og mere målrettede studieretninger. Det forventes, at en større andel af eleverne dermed vælger studieretninger med matematik A.

Bedre matematik

Fagligheden skal styrkes, og elementer af faget skal gøres mere virkelighedsnært og relevant blandt andet i samarbejdet med andre fag.

En matematikkommission skal give input til ændringer i fagets planer og til initiativer, der kan styrke matematiske kompetencer bredt i uddannelsessystemet.

Kommissorium for matematikkommission for de gymnasiale uddannelser (pdf)

Det er vigtigt at øge motivationen for og træningen i praktisk anvendelse af matematik. Derfor skal eleverne i højere grad arbejde med emner, hvor matematik naturligt indgår som en faglig ressource og kan samarbejde med andre fag. I stx og hf vil det primært være de naturvidenskabelige fag og samfundsfag. I hhx skal matematik især anvendes i et tæt samspil med de økonomiske fag. Og i htx skal matematik samarbejde med både teknologiske og naturvidenskabelige fag.

Eleven skal også lære at læse matematiske tekster og tekster, hvor matematik anvendes i andre faglige sammenhænge.

Evaluering og prøver i matematik

Reformen indfører en række initiativer vedrørende evaluering og prøver i matematik:

  • Elevernes niveau i matematik i grundskolen er en del af adgangsforudsætningerne for at blive optaget på en gymnasial uddannelse.
  • På de forkortede grundforløb i stx, hhx og htx indføres en skriftlig, intern prøve ved afslutningen. Prøven skal afdække elevens matematikniveau for at sikre, at eleverne har det faglige fundament på plads.
  • For at styrke den faglige evaluering og feedback i matematik, indføres der mindst én obligatorisk årsprøve for elever med matematik på B- og A-niveau.
  • Der indføres nye prøveformer i mundtlig og skriftlig matematik. De nye prøveformer skal vurdere elevens matematiske færdigheder og evner til praktisk at anvende matematik.

Forbedring af matematiklærernes pædagogiske kompetencer

Matematiklærerne skal have de bedste mulige forudsætninger for at optimere undervisningen i det styrkede matematikfag.

De nye gymnasielærere skal fremover klædes endnu bedre på til at håndtere matematikfagets særlige udfordringer. Det sker gennem en tilpasning af pædagogikum. Desuden sker der en tilpasning af udviklingsprojektet ”Faglig udvikling i praksis” (FIP), så det støtter op om de nye initiativer i matematik.

Kontakt

  • Jørgen Balling Rasmussen

    Jørgen Balling Rasmussen
    Undervisningskonsulent
    Departementet
    joras1@uvm.dk
    Tlf. 3392 5332