Spørgsmål og svar om uddannelser til voksne

Hyppigt stillede spørgsmål om uddannelse og undervisning for voksne.

Voksenundervisning.

Her kan du finde svar på nogle af de spørgsmål, som ofte bliver stillet om voksenuddannelse.

  • Uddannelse og undervisning for voksne

    • Arbejdsmarkedsuddannelser - Adgang til AMU

      • Hvem har adgang til AMU?

        Adgang til AMU har personer, der har fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark på uddannelsestidspunktet, og som ved ansøgning om optagelse opfylder eventuelle adgangskrav fastsat som led i myndighedskrav, hvor der udstedes certifikat for uddannelsen.

        Ved fast bopæl i Danmark forstås, at pågældende bor her i landet og har dansk cpr. nr. (er folkeregistreret i en dansk kommune).

        Ved beskæftigelse i Danmark forstås, at pågældende er beskæftiget i en virksomhed med hjemsted her i landet, dvs. er ansat til mod et vederlag at præstere en arbejdsydelse til en virksomhed, som udøver aktivitet fra et fast forretningssted her i landet.

        For at sikre at ansøgeren sprogligt vil være i stand til at følge undervisningen med tilfredsstillende resultat, kan det forud for optagelse til AMU pålægges ansøgeren at gennemføre en test i undervisningssproget eller undervisningssprogene. (AMU kan udbydes såvel på dansk som andre sprog eller med en kombination af dansk og andre sprog).

      • Skal man være i job for at deltage i et AMU-kursus?

        Nej, personer der ikke er i beskæftigelse, har også mulighed for at deltage i AMU.

        Der er adgang til AMU for personer, der har fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark på uddannelsestidspunktet, og som ved ansøgning om optagelse til AMU opfylder eventuelle adgangskrav fastsat som led i myndighedskrav, hvor der udstedes certifikat for uddannelsen.

        Ledige, efterlønsmodtagere og andre kan søge nærmere oplysninger om økonomiske vilkår i forbindelse med deltagelse i AMU hos uddannelsesinstitutionerne, Staten i jobcentret og kommunerne.

      • Har selvstændige adgang til at deltage i AMU-kurser?

        Ja, selvstændig erhvervsdrivende har adgang til AMU.

      • Har elever og studerende adgang til at deltage i AMU-kurser?

        Alle, der har fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark på uddannelsestidspunktet, har adgang til AMU.

        Det er en forudsætning, at du opfylder eventuelle myndighedsfastsatte adgangskrav, hvor der udstedes certifikat for uddannelsen. Hvis du af pladsmæssige grunde ikke kan optages til AMU, skal du have et tilbud om optagelse på uddannelsesstedets venteliste.

      • Har pensionister adgang til at deltage i AMU-kurser?

        Hovedmålgruppen for AMU-uddannelserne er beskæftigede, men pensionister/efterlønnere kan deltage i AMU i relation til deres beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

        Der kan være tilfælde, hvor man som pensionist fortsat arbejder som lønmodtager et mindre antal timer, og derfor kan være berettiget til godtgørelse ved deltagelse i uddannelse i de timer/dage, hvor man sædvanligvis arbejder.

        Spørgsmål vedr. befordringsgodtgørelse kan rettes til SUstyrelsen på tlf. 33 26 86 00 eller e-mail: veu@su.dk

        Adresserne på landets AMU-udbydere finder du her.

      • Kan en elev på en erhvervsuddannelse udløse taxametertilskud til en arbejdsmarkedsuddannelse, som indgår i en erhvervsuddannelse?

        Nej. Hvis elevens erhvervsuddannelse i forvejen udløser taxametertilskud, kan der ikke opnås tilskud til arbejdsmarkedsuddannelsen.

      • Kan man deltage i samme arbejdsmarkedsuddannelse eller enkeltfag mere end én gang og vil en institution evt. kunne modtage tilskud for de gange vedkommende deltager i uddannelsen?

        Optagelse på en arbejdsmarkedsuddannelse kan afslås, hvis en ansøger har deltaget i flere arbejdsmarkedsuddannelser eller enkeltfag optaget i en fælleskompetencebeskrivelse end nødvendigt af erhvervsmæssige årsager.

        Hvis en deltager påbegynder samme uddannelsesmål mere end en gang, ved f.eks. to særskilte udbud, vil der kunne ydes taxametertilskud for hvert påbegyndt forløb.

      • Kan grønlændere og færinger, der ikke er bosat eller arbejder i Danmark, deltage i arbejdsmarkedsuddannelser eller enkeltfag, som der ydes taxametertilskud til?

        Siden den 1. januar 2010 har personer med fast bopæl eller beskæftigelse på Grønland og Færøerne kunnet deltage i arbejdsmarkedsuddannelserne.

        Hvis de ikke (tillige) har enten fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark, kan de imidlertid (som det har været tilfældet siden 1. august 2007) ikke udløse taxametertilskud til uddannelsesinstitutionen, og de kan hverken få tilskud til kost og logi eller VEU-godtgørelse efter de danske regler.

        Der skal altså betales for deres deltagelse, men reglerne om indtægtsdækket virksomhed skal ikke længere følges.

    • Arbejdsmarkedsuddannelser - Kursusbevis

      • Skal der på EUD-elevers skolebevis stå, hvilke valgfrie specialefag de har gennemført?

        Ja. Alle fag, der er gennemført som led i erhvervsuddannelsen, skal fremgå af skolebeviset.

      • Skal der stå en standpunktskarakter for det valgfrie specialefag på det afsluttende skolebevis?

        Valgfri specialefag i en erhvervsuddannelse skal – på linie med de øvrige fag i uddannelsen – bedømmes efter reglerne i den pågældende uddannelsesbekendtgørelse. Det vil i henhold til bekendtgørelsen fremgå, at hvis et AMU-kursus anvendes som valgfrit specialefag, skal det bedømmes efter reglerne om det pågældende kursus. (Bedømmelsen vil normalt resultere i bestået eller ikke-bestået).

      • Kan en EUD-elev, der har gennemført et valgfrit specialefag (”et AMU-kursus”) på en teknisk skole, der IKKE er godkendt til at udbyde dette AMU-kursus, få udstedt et AMU-bevis?

        Nej. Pågældende har ikke deltaget i et AMU-kursus. Der henvises til svar på ovenstående spørgsmål.

      • Oversættes uddannelsesbeviser til engelsk, til brug ved arbejde i udlandet?

        Du kan henvende dig til den skole, hvorfra du har fået dit uddannelsesbevis og bede skolen rette henvendelse til Karen Olsen, Ministeriet for Børn og Undervisning, tlf.: 3392 5682. OBS: Det er kun kursusbeviser for aktuelle uddannelser, der oversættes, dvs. uddannelser som stadig eksisterer.

      • Mit AMU-bevis er bortkommet. Hvordan får jeg et erstatningsbevis?

        Du kan rekvirere et nyt bevis ved henvendelse til den nærmeste skole, der afholder AMU-kurser. Men prøv først at kontakte den skole, hvorfra du har fået beviset.


    • Arbejdsmarkedsuddannelser - Kvalitetsvurdering / Evaluering

      • Kan man få at vide, hvad andre mener om AMU-kurserne?

        Siden 2000 har alle kursister og et udpluk af virksomheder med medarbejdere på kursus svaret på spørgeskemaer om tilfredsheden med den gennemførte arbejdsmarkedsuddannelse. Alle svarene er anonyme og bliver samlet på internetsiden viskvalitet.dk, så alle har mulighed for at se vurderingen af kurserne.

        Hvis du ønsker at se resultaterne af evalueringerne, skal du gå ind under fanebladet ”Resultatoversigter” på viskvalitet.dkviskvalitet.dk kan du også læse mere om, hvordan og hvorfor vi evaluerer arbejdsmarkedsuddannelserne samt se de forskellige spørgeskemaer.

        Hvert år laver Undervisningsministeriet ved hjælp af data i VisKvalitet en generel screening af tilfredsheden med arbejdsmarkedsuddannelserne til den årlige tilsynsberetning. Du kan finde tilsynsberetningen på Undervisningsministeriets hjemmeside.

      • Skal en elev, der har gennemført et valgfrit specialefag (”et AMU-kursus”), foretage evaluering på VisKvalitet?

        Nej, idet der ikke tale om et AMU-kursus.

    • Arbejdsmarkedsuddannelser - Udbud af AMU

      • Nedenstående figur giver dig et overblik over spørgsmål/svar om udbudsgodkendelse, og relevante myndigheder og organisationer som kan hjælpe dig med dine spørgsmål

      • Hvordan bliver man godkendt til at udbyde AMU?

        Ministeriet for Børn og Undervisning udbudsgodkender ikke til enkelte arbejdsmarkedsuddannelser men til fælles kompetencebeskrivelser. En fælleskompetence beskrivelse kan forsimplet set betragtes som en paraply af arbejdsmarkedsuddannelser, som er udviklet til et jobområde på arbejdsmarkedet. En godkendelse til udbud af AMU omfatter således en række arbejdsmarkedsuddannelser, hvor den godkendte udbyder er forpligtet til at udbyde alle arbejdsmarkedsuddannelserne optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.

        Som hovedregel udstedes udbudsgodkendelse til eksisterende fælles kompetencebeskrivelser kun i forbindelse med en udbudsrunde, som foretages med flere års mellemrum. Ved gennemførelsen af en udbudsrunde er udbudsgodkendelserne til samtlige fælles kompetencebeskrivelser i spil. Der godkendes dog løbende til udbud af nye fælles kompetencebeskrivelser.

        Ministeriet for Børn og Undervisning er tilbageholdende med at udstede udbudsgodkendelser til eksisterende fælles kompetencebeskrivelser mellem udbudsrunderne af hensyn til de allerede godkendte udbydere, som har tilpasset deres administration, udstyr, lærerkapacitet m.v. på baggrund af det eksisterende udbudsbillede.

        Der er ikke på forhånd fast nogen tidsfrist for, hvornår en udbudsrunde skal gennemføres. Ministeriet for Børn og Undervisning gennemførte udbudsrunder i 2003 og 2009. Det er muligt at tilmelde sig Ministeriet for Børn og Undervisnings nyhedsbrev, således at man modtager information om en ny udbudsrunde, når denne gennemføres.

        For at modtage nyhedsbrev og informationer om en kommende udbudsrunde, er der mulighed for tilmelding af MBU’s nyhedsbrev. (Hvis interessen udelukkende vedrører AMU, kan man nøjes med at modtage nyheder vedrørende ”uddannelser til voksne”).

        De kriterier, som der blev lagt vægt på i forbindelse med udbudsrunden 2009, fremgår af udbudsbrevet af 4. juni 2009. Udbudsbrevet kan hentes her.

        Læs mere om AMU-systemet generelt.

      • Hvordan kan jeg som privat kursusvirksomhed udbyde AMU?

        Private virksomheder kan udbyde AMU på følgende to måder:

        1. Man bliver godkendt udbyder af AMU.
        2. En godkendt AMU-udbyder udliciterer én eller flere arbejdsmarkedsuddannelser til den private.

        Ad 1) Godkendelse til at udbyde AMU:

        Læs mere om at blive godkendt til AMU-udbud under spørgsmålet ”Hvordan bliver man godkendt til AMU”.

        Ad 2) Udlicitering af en arbejdsmarkedsuddannelse fra en godkendt udbyder

        Det er muligt at gennemføre AMU-aktiviteter via en udliciteringsaftale, således at den private bliver underentreprenør til en godkendt udbyder.

        Interesserede private virksomheder skal rette henvendelse til en godkendt udbyder, som tager stilling til, hvorvidt de ønsker at udlicitere én eller flere arbejdsmarkedsuddannelser til den private virksomhed. En udlicitering er først på plads, når der foreligger en skriftlig aftale mellem den godkendte udbyder og den private underleverandør.

        Der er klare kriterier for, hvordan et kursusforløb skal markedsføres, tilrettelægges og gennemføres for, at der er tale om udbud af en arbejdsmarkedsuddannelse, som er berettiget til statstilskud og kan udløse VEU-godtgørelse til deltagerne.

        For eksempel er det kun uddannelsesopgaven, som kan udliciteres, og ikke myndighedsopgaverne. En privat underentreprenør kan blandt andet ikke have ansvaret for opkrævning af deltagerbetalingen, håndtering af VEU-godtgørelsesskemaer og eventuelle tillægspriser m.m. Derudover skal indholdet i undervisningen stemme overens med et centralt godkendt slutmål for uddannelsen - også benævnt det handlingsorienterede mål. Det findes også regler om indholdet i og målgruppen for markedsføringen, og hvor i landet en privat kan markedsføre sine aktiviteter og udbyde denne.

        Den godkendte udbyder kan vejlede mere om reglerne, da det er den godkendte udbyders ansvar, at en udlicitering er i overensstemmelse med de gældende regler.

        Informationer om godkendte AMU-udbydere

        En oversigt over udbudsgodkendelser, godkendte udbydere og geografiske dækningsområder kan findes her.

        En udbudsgodkendelse er knyttet til en fælles kompetencebeskrivelse, som indeholder de enkelte arbejdsmarkedsuddannelser, der er relevante for fælles kompetencebeskrivelsens jobområde.

        Informationer om eksisterende arbejdsmarkedsuddannelse og beskrivelse af dem

        En oversigt over alle arbejdsmarkedsuddannelser og deres tilknytningen til fælles kompetencebeskrivelser kan findes her. Vælg ”AMU” og ”Søg i FKB og arbejdsmarkedsuddannelser” (for fritekstsøgning).

        Informationer om rammer og regler for udbud af AMU

        En introduktion til rammerne og reglerne for udbud af AMU kan findes i "Vejledningen om udbud, tilrettelæggelse og gennemførelse af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag i fælles kompetencebeskrivelse".

        Standardkontrakt til udlicitering

        Ministeriet for Børn og Undervisning opfordrer til, at parterne anvender ministeriets standardkontrakt til udlicitering.

        Mere om VEU-godtgørelse

        Udbud af en arbejdsmarkedsuddannelse via en udliciteringsaftale kan udløse VEU-godtgørelse til deltagerne, hvis de pågældende deltagere opfylder kravene hertil. Læs mere om VEU-godtgørelse her.

        Kontakt:

        Spørgsmål vedrørende udbud af AMU skal ske til Ministeriet for Børn og Undervisnings kontor for erhvervsrettet voksenuddannelse, tlf. 33 92 50 00 (hovednummer) eller e-mail uvaevuk@uvm.dk.

        Spørgsmål vedrørende VEU-godtgørelse skal ske til Styrelsen for Videregående uddannelser og Uddannelsesstøtte, tlf. 33 26 85 00 (telefontid 10 – 15) eller e-mail veu@su.dk.

      • Kan mit private kursusudbud godkendes til at udløse VEU-godtgørelse til deltagerne?

        Man bliver ikke godkendt som institution til at tilbyde VEU-godtgørelse. Det er en forudsætning for, at der er adgang til VEU-godtgørelse for deltageren, at institutionen er godkendt til at udbyde én af de offentlige uddannelser, som kan udløse VEU-godtgørelse. Et privat kursusudbud, hvor der ikke foreligger en udbudsgodkendelse fra Ministeriet for Børn og Undervisning eller et samarbejde med en godkendt udbyder om et udbud, kan ikke udløse VEU-godtgørelse.

        Der henvises til hjemmesiden, hvor man kan finde en liste over de uddannelser, som udløser VEU-godtgørelse. Derudover indeholder hjemmesiden oplysninger om, hvilke andre krav der skal være opfyldt, før en deltager er berettiget til at modtage VEU-godtgørelse.

        Udbudte arbejdsmarkedsuddannelser kan berettige til VEU-godtgørelse, hvis de er tilrettelagte, så de udløser tilskud efter reglerne, og hvis deltagerne opfylder betingelserne for at opnå godtgørelse.

        Der henvises til spørgsmålet ”Hvordan kan jeg som privat kursusvirksomhed udbyde AMU”?, såfremt en private kursusudbyder ønsker at udbyde en arbejdsmarkedsuddannelse.

      • Kan min egenudviklet uddannelse blive en del af AMU-systemet?

        Arbejdsmarkedets parter har nedsat 11 efteruddannelsesudvalgene, som har ansvaret for at udvikle nye arbejdsmarkedsuddannelser. Der skal derfor rettes henvendelse til det efteruddannelsesudvalg, som har ansvaret for det pågældende uddannelsesområde, hvis en egenudviklet uddannelse ønskes optaget i AMU-systemet.

        Hvis efteruddannelsesudvalget finder uddannelsen relevant i forhold til AMU’s formål og målgruppe, kan uddannelsen optages i en fælles kompetencebeskrivelse. Uddannelsen beskrives efter AMU’s beskrivelsessystem.

        Arbejdsmarkedsuddannelserne godkendes af Ministeriet for Børn og Undervisning efter de gældende regler og procedurer.

        Der skal dog gøres opmærksom på, at såfremt en uddannelse optages i AMU-systemet, mister udvikleren ophavsretten til denne. Derudover er spørgsmålet om udbudsgodkendelse til den nye arbejdsmarkedsuddannelse uafhængigt af, hvem der har udviklet uddannelse, men følger den normale procedure for udstedelse af udbudsgodkendelser. Optagelsen af ens egenudviklet uddannelse i arbejdsmarkedsuddannelsessystemet er altså ikke ensbetydende med, at man bagefter er sikret retten til udbud af denne.

        Læs mere om, hvordan man bliver godkendt til AMU under spørgsmålet ”hvordan bliver man godkendt til udbud af AMU”.

        Informationer om efteruddannelsesudvalgene

        Find det relevante efteruddannelsesudvalg her  (skriv efteruddannelsesudvalg i søgefeltet) eller benyt denne side.

        Kontakt

        Spørgsmål vedrørende udbud af AMU skal ske til Ministeriet for Børn og Undervisnings kontor for erhvervsrettet voksenuddannelse, tlf. 33 92 50 00 (hovednummer) eller e-mail uvaevuk@uvm.dk.

    • Arbejdsmarkedsuddannelser - Økonomi

      • Koster det noget at deltage i et AMU-kursus?

        Der opkræves deltagerbetaling ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse, dog ikke for uddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet.

        Deltagerbetalingens størrelse fastsættes fra år til år. I 2010 er deltagerbetalingen på mellem 580 kr. og 870 kr. pr. uge.

        Den aktuelle deltagerbetaling for et specifikt amu-kursus kan findes på www.efteruddannelse.dk

        Du kan evt. læse mere om taksterne på www.uvm.dk/takst.

        De enkelte uddannelsesudbydere kan oplyse mere om de økonomiske vilkår under en arbejdsmarkedsuddannelse.

      • Hvor meget kan jeg få i tilskud til kost og logi?

        Hvis du under uddannelsen er indkvarteret uden for din bopæl, har du ret til tilskud til kost og logi, hvis du har mere end 120 km i transport mellem bopæl og uddannelsessted og retur, eller det af tidsmæssige eller andre grunde er rimeligt, at du er indkvarteret uden for din bopæl.

        Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte dit uddannelsessted om betingelserne for at opnå tilskud til kost og logi.

        OBS. En ny bekendtgørelse med nye regler forventes at træde i kraft fra 1. januar 2011.

      • Hvem kan få VEU-godtgørelse?

        Det er muligt at få økonomisk støtte i form af den såkaldte VEU-godtgørelse, under forudsætning af, at du højest har en uddannelse der i niveau og varighed svarer til niveauet og varigheden af en erhvervsuddannelser. Derudover er det en betingelse, at din uddannelse ikke forudsætter bestået uddannelse på gymnasialt niveau.

        De nærmere regler om VEU-godtgørelse findes på SU-styrelsens hjemmeside veug.dk

    • Arbejdsmarkedsuddannelser - Realkompetencevurdering

      • Kan alle få vurderet deres realkompetencer i AMU?

        Alle, der har adgang til AMU-uddannelse, har også adgang til at få vurderet deres realkompetencer i AMU. I AMU kaldes realkompetencevurdering for ”individuel kompetencevurdering” (IKV i AMU).

      • Hvilke realkompetencer kan man få vurderet i AMU?

        Realkompetencer er alt det, den enkelte kan og ved – uanset hvor og hvordan den enkelte har lært det. Det kan være lært gennem arbejdslivet eller måske gennem folkeoplysende aktiviteter eller gennem frivilligt arbejde i forskellige organisationer. I AMU kan den enkelte få vurderet den del af sine realkompetencer, der svarer til alt det, den enkelte kunne have lært, hvis hun eller han havde gennemført en eller flere AMU-uddannelser.

      • Hvad kan en realkompetencevurdering i AMU bruges til?

        En individuel kompetencevurdering i AMU kan for deltageren resultere i tre forskellige former for anerkendelse af den enkeltes realkompetencer. Disse anerkendelsesformer kan deltageren anvende for eksempel i forhold til at gennemføre en efterfølgende ”tilpasset” AMU-uddannelse, til at søge om anerkendelse/merit i andre uddannelser, ved jobskifte eller jobsøgning osv.

        De tre anerkendelsesformer er:

        • Anerkendelse i form af en individuelt tilpasset AMU-uddannelsesplan,
        • Anerkendelse i form af AMU-uddannelsesbevis(-er), når uddannelsesinstitutionen har
        • vurderet, at deltageren har kompetencer, der svarer til det, deltageren kunne have lært ved at gennemføre en hel AMU-uddannelse (arbejdsmarkedsuddannelser eller/og enkeltfag optaget i fælles kompetencebeskrivelser)og/eller
        • Anerkendelse i form af et AMU-kompetencebevis, når uddannelsesinstitutionen har vurderet, at deltageren har kompetencer, der svarer til en del af en AMU-uddannelse.
      • Kan man få testet sine læse-skrive-regne færdigheder i AMU?

        Alle, der deltager i AMU-kurser eller Individuel KompetenceVurdering i AMU har mulighed for at få vurderet deres basale færdigheder i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik og få vejledning om evt. efterfølgende undervisning i disse færdigheder.

    • Arbejdsmarkedsuddannelser - Tosprogede

      • Er undervisningssproget altid dansk?

        Nej. Undervisningen kan afholdes på andre sprog end dansk eller med en kombination af dansk og andet sprog.

        Hvis undervisningen foregår på andre sprog end dansk, vil det fremgå ved annonceringen af uddannelsen.

      • Afholdes der kurser for tosprogede inden for AMU-området?

        Ja, AMU kan både tilbyde AMU-kurser, der er udviklet til tosprogede og særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, der er sammensat af forskellige kurser.

        AMU har udviklet forskellige kurser som er målrettet til tosprogede, for eksempel i dansk som andetsprog og introduktion til det danske arbejdsmarked. Skolerne kan udbyde de forskellige kurser enkeltstående ligesom andre AMU-kurser.

        Den enkelte skole kan også tilrettelægge særlige uddannelsesforløb til tosprogede. Disse kurser består af mindst to AMU-kurser eller enkeltfag. Ofte indgår dansk som andetsprog eller nogle af de andre AMU-kurser, der er udviklet til tosprogede. Det er muligt at forlænge de enkelte kurser, der indgår i uddannelsesforløbet med op til 25 pct. Der kan eventuelt også indlægges praktik.

        Du kan finde flere informationer om rammerne for AMU´s tilbud til tosprogede på Tosprogede på voksenuddannelsesområdet

        Du kan finde informationer om, hvor kurserne aktuelt tilbydes på ug.dk

    • Arbejdsmarkedsuddannelser - Vil du på kursus?

      • Hvordan finder jeg en oversigt over, hvilke AMU-kurser der udbydes i Danmark?

        For at finde informationer om et specifikt kursus kan du anvende søgefunktionen i www.ug.dk eller www.uddannelsesadministration.dk (sidstnævnte er dog primært for fagprofessionelle).

      • Jeg vil gerne på et bestemt kursus. Hvilken skole afholder dette kursus?

        For at finde informationer om et specifikt kursus kan du anvende søgefunktionen i www.ug.dk eller www.efteruddannelse.dk.

        www.efteruddannelse.dk kan beskæftigede også tilmelde sig amu-kurser.

        Du kan også finde information på www.uddannelsesadministration.dk. Sidstnævnte side er dog primært for fagprofessionelle.

      • Skal der bruges et ansøgningsskema ved ansøgning til en AMU-uddannelse?

        Tilmelding for beskæftigede til amu-kurser kan ske via efteruddannelsesportalen efteruddannelse.dk.

        EfterUddannelse.dk er en tilmeldingsside for AMU-kurser, der udbydes af tekniske skoler, handelsskoler, amu-centre, sosu-skoler og landbrugsskoler.

        Er du ledig, skal du enten henvende dig til din a-kasse eller i kommunens jobcenter.

        Du kan evt. også kontakte skolen, hvis du vil vide mere. Se en liste med adresser på landets AMU-udbydere.

    • Forberedende voksenundervisning

      • Hvordan opnår man driftsoverenskomst på FVU-området?

        Institutionstyper, der er nævnt i bekendtgørelsen, tager kontakt til det lokale VUC og fremsender ansøgning. Er en institutionstype ikke omfattet af bekendtgørelsen indsendes ansøgning om dispensation til Undervisningsministeriet via det lokale VUC.

      • Hvordan fortsætter den opsøgende virksomhed, når forsøget med Voksenvejledningsnetværk udløber med udgangen af 2009?

        Der er ikke taget stilling til, hvordan den opsøgende virksomhed kan fortsætte. Når der er en afklaring, vil interessenterne blive underrettet.

      • I hvilke tilfælde kan man optage kursister under 18 år?

        Muligheden for fravigelse af 18-årsgrænsen i særlige tilfælde er givet i lovændringen på FVU-området, der trådte i kraft 1. august 2007. Aldersgrænsen vil kunne fraviges for kommende kursister, der følger uddannelse under lov om arbejdsmarkedsuddannelser samt for unge i et ansættelsesforhold, der ønsker at følge virksomhedstilrettelagt undervisning. Det vil endvidere være muligt for unge, der følger uddannelse under kriminalforsorgen.

      • Vil det være muligt at udbyde FVU-it og FVU-engelsk i efteråret 2009?

        Anden forsøgsrunde ophørte den 1. juli 2009. Det er besluttet at videreføre forsøget til og med december 2009. Alle FVU-udbydere er blevet orienteret herom i Undervisningsministeriets e-mail af 19. juni 2009.

    • Ordblindeundervisning for voksne

      • Hvor kan jeg få ordblindeundervisning?

        Du kan henvende dig til VUC (Voksenundervisningscentret), der kan fortælle dig, hvem der kan tilbyde dig undervisning.

      • Koster det noget at modtage ordblindeundervisning?

        Nej, undervisningen og hjælpemidler er gratis for deltageren.

      • Kan jeg få ordblindeundervisning, der hvor jeg arbejder?

        Ja, i mange tilfælde er der muligheder herfor. Du kan selv vælge, hvor du helst vil undervises.

      • Kan jeg få ordblindeundervisning, der hvor jeg arbejder?

        Ja, i mange tilfælde er der muligheder herfor. Du kan selv vælge, hvor du helst vil undervises.

Har du spørgsmål?

Mangler du svar på et spørgsmål, er du velkommen til at skrive til uvm@uvm.dk.

Skriv "spørgsmål og svar til uvm.dk " i emnefeltet. Du vil få direkte svar på dit spørgsmål så hurtigt som muligt. Samtidig vil dit spørgsmål og svaret på det komme andre brugere af denne side til gavn.

Alle spørgsmål og svar

Se en samlet oversigt over spørgsmål og svar på alle ministeriets uddannelsesområder.