Arbejdsmarkedsuddannelse (AMU) er et bredt udbud af erhvervsrettet voksenuddannelse og efteruddannelse målrettet ufaglærte og faglærte inden for både den private og den offentlige sektor.
AMU er korterevarende uddannelser, som har til formål at dække ufaglærtes og faglærtes behov for erhvervsrettede kvalifikationer og kompetencer, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet.
Uddannelser i AMU kan indgå i uddannelsesstrukturer, som giver anerkendt kompetence på arbejdsmarkedet og kan give merit til visse erhvervsuddannelser.
Arbejdsmarkedsuddannelser udvikles og godkendes i et tæt samarbejde mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og arbejdsmarkedets parter.
Målgrupper
Arbejdsmarkedsuddannelser udvikles og udbydes med henblik på ufaglærtes og faglærtes kompetencebehov. Men der er mulighed for, at grupper af medarbejdere med forskellige uddannelsesbaggrunde kan deltage sammen i uddannelse, for eksempel når der indføres ny teknologi eller en ny organisering af arbejdet.
AMU omfatter særligt tilrettelagte uddannelser for flygtninge og indvandrere.
Uddannelsesinstitutionerne fastsætter selv antallet af uddannelsespladser på uddannelser i AMU. Det skal dog ske inden for de rammer, som Ministeriet for Børn og Undervisning giver.
Individuel kompetencevurdering
Programmet Individuel kompetencevurdering (IKV i AMU) har til formål at give den enkelte mulighed for at få anerkendt sine realkompetencer som grundlag for videre og tilpasset erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse inden for AMU-lovens rammer.
Vurdering af basale færdigheder
Alle deltagere på arbejdsmarkedsuddannelser får tilbud om en vurdering af deres basale færdigheder i læsning, skrivning, stavning, regning og matematik.
I tilknytning til vurderingen skal deltageren tilbydes vejledning om relevant læse- og regneundervisning.