Første skridt mod TALIS 2013

[13.08.2012]

Rundt om i landet modtager 600 udtrukne skoler og uddannelsesinstitutioner i disse dage en invitation til at deltage i TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse.

Det første skridt mod TALIS 2013 – OECD’s lærer- og lederundersøgelse – er taget, idet 600 skoler og uddannelsesinstitutioner netop har modtaget besked om at være udtrukket til at deltage i undersøgelsen.

De 600 danske skoler er sammensat af cirka 400 grundskoler og 200 ungdomsuddannelsesinstitutioner. På hver skole bliver 20 lærere senere tilfældigt udvalgt til at deltage. Internationalt deltager 33 lande i undersøgelsen.

TALIS 2013 giver lærere og ledere en stemme

TALIS 2013 sætter fokus på lærernes vilkår som undervisere og giver både lærere og ledere mulighed for at komme til orde og bidrage til udviklingen af det danske undervisnings- og læringsmiljø.

Undersøgelsen fokuserer blandt andet på:

  • Lærernes uddannelse 
  • Muligheder og behov for kompetenceudvikling 
  • Feedback og evaluering af lærerne 
  • Læringsmiljø 
  • Skoleledelse 
  • Lærernes undervisningspraksis, pædagogiske holdninger og værdier 
  • Læreres og lederes jobtilfredshed.

TALIS 2013 giver et uvurderligt indblik

Ministeriet for Børn og Undervisning opfordrer alle skoleledere og lærere til at prioritere undersøgelsen og bakke op om deltagelsen, da resultaterne giver et uvurderligt indblik i det danske undervisnings- og læringsmiljø. Som børne- og undervisningsminister Christine Antorini udtaler:

”Resultaterne af den seneste TALIS-undersøgelse viste, at danske lærere efterspørger mere kompetenceudvikling og mere feedback fra deres ledere. Det resultat bruger vi blandt andet i arbejdet med reformen af folkeskolen. For når vi træffer beslutninger om fremtidens skole og uddannelsespolitik, har vi brug for viden om lærernes vilkår og behov. Derfor håber jeg, at rigtig mange lærere og ledere vil deltage i TALIS 2013.”

Bag undersøgelsen står deltagerlandenes regeringer og OECD. I Danmark bliver TALIS 2013 gennemført af Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen i samarbejde med UNI•C, der begge hører under Ministeriet for Børn og Undervisning.

Hvad er TALIS 2013?

TALIS står for Teaching And Learning International Survey og er OECD’s internationale undersøgelse af undervisning og læring i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.

Der er nedsat en referencegruppe for TALIS 2013 i Danmark, som rådgiver Kvalitets– og tilsynsstyrelsen og UNI-C om undersøgelsens gennemførelse. Referencegruppen består af Danmarks Lærerforening, Frie Skolers Lærerforening, Gymnasieskolernes Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening, SOSU-lærerne, Uddannelsesforbundet, Skolelederforeningen, Danske Erhvervsskoler, Rektorforeningen, SOSU-Lederforeningen, De frie skolers foreninger og KL.

De danske og internationale resultater bliver offentliggjort i juni 2014.

 

Kontakt

  • Elsebeth Vibeke Aller

    Elsebeth Aller
    Pædagogisk konsulent
    Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen
    elall1@ktst.dk
    Tlf. 3392 5239