Fra klasseværelse til hacker-værksted
[03.11.2011]Ledere, undervisere og andre professionelle fra uddannelsessektoren deler ud af den nyeste viden, når Uddannelsesforum sætter fokus på læring, it og medier.
Hvorfor er rummissioner vigtige? Hvad har et hacker-værksted at gøre med et klasseværelse? Og hvad er digital storytelling?
Dette og meget mere kan man få svar på, når Uddannelsesforum præsenterer de nyeste tendenser inden for læring, it og medier. Det sker den 8. og 9. november 2011 i Bella Center, København.
Teknologien åbner for helt nye muligheder i undervisningen. Uddannelsesforum 2011 giver overblik over de mange nye måder at arbejde med teknologi på i undervisningen og er en unik mulighed for at møde og netværke med op mod 2.000 professionelle fra hele uddannelsesverdenen.
Mere end en konference
Men Uddannelsesforum 2011 er mere end en konference med oplæg om erfaringer fra praksis, forskning og uddannelsespolitiske initiativer. Det er også en udstilling, hvor det er muligt at møde både producenter og aktører inden for it og medier.
Temaerne spænder lige fra ledelse i forandring, læring med it og medier i både folkeskolen og ungdoms- og voksenuddannelserne til internationale erfaringer på området.
Uddannelsesforum åbner med sang af Sankt Annæ Pigekor og taler af både børne- og undervisningsminister Christine Antorini, børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Anne Vang og formand for KL’s Børne og Kulturudvalg Jane Findahl. Herefter fortsætter festen i teknologiens og undervisningens tegn.
Læs mere om Uddannelsesforum og tilmeld dig på uddannelsesforum2011.emu.dk