Internationale aktiviteter i folkeskolen
Folkeskolen arbejder med den internationale dimension i form af et særligt fokus på blandt andet fremmedsprog.
Folkeskolen arbejder med internationale aktiviteter i undervisningen ved hjælp af den såkaldt internationale dimension. Den er en ud af fire tværgående dimensioner i folkeskolen:
- Den internationale dimension
- Den praktiske/musiske dimension
- It- og mediekompetencer
- Bæredygtig udvikling.
Fælles for de tværfaglige dimensioner er, at de skal medtænkes i alle skolens fag og inddrages i undervisningen, hvor det er relevant.
Arbejdet med den internationale dimension
Arbejdet med den internationale dimension i folkeskolen medfører et særligt fokus på undervisningen i fremmedsprog, geografi, historie og samfundsfag, brug af informations- og kommunikationsteknologi og samarbejdsprojekter med udlandet.
Internationalt på EMU
På Danmarks Undervisningsportal, EMU, ligger information om forskellige sider af arbejdet med den internationale dimension i folkeskolen, herunder e-twinning og European Schoolnet.
Den internationale dimension i de mindste klasser
I de mindste klasser kan arbejdet med den internationale dimension for eksempel bestå i, at klassen sender en bamse ud i verden og "får den til" at sende billeder og historier hjem til klassen. Eleverne sender så omvendt breve og tegninger ud til den klasse, der har bamsen.
Evaluering af den internationale dimension
I 2003 gennemførte Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en evaluering af kommunernes og skolernes arbejde med den internationale dimension i folkeskolen. Evalueringsrapporten identificerer og vurderer aspekter, der har betydning for, at dimensionen inddrages i undervisningen.
| Baggrunden for den internationale dimension |
|
Begrebet "den internationale dimension" blev indført i forbindelse med en forespørgselsdebat i Folketinget i januar 1996. Året efter udsendte undervisningsministeren "Strategier for udvikling af den internationale dimension i uddannelserne".
|