I bekendtgørelsen er der taget udgangspunkt i en tilsvarende elev på en teknisk EUD, der er påbegyndt ad praktikadgangsvejen og hvor grundforløbet varer 20 uger. For denne elev vil der typisk gå omkring 1 år eller lidt mere, før han/hun påbegynder skoleundervisningen i hovedforløbet. Det samme skal være normen for elever, der gennemfører sin EUD ad ny mesterlærevejen.
Men hvis en elev gennemfører en EUD med fx 40 ugers obligatorisk grundforløb for de ordinære elever ad ny mesterlærevejen, vil oplæringen i virksomheden inden påbegyndelse af hovedforløbet typisk også være tilsvarende længere end for elever, hvor grundforløbet varer 20 uger.
Det samme gælder for elever, der gennemfører en EUD med 38 eller 76 ugers grundforløb for de ordinære elever (merkantile uddannelser) ad ny mesterlærevejen.
Hvis det tilsvarende grundforløb er på 10 uger, vil den grundlæggende praktiske oplæring i virksomheden formentlig også kunne gennemføres på lidt mindre end 1 år.
Tommelfingerreglen er, at disse elever, med hensyn til det tidsmæssige forløb, kan sidestilles med elever, der påbegynder ad praktikadgangsvejen – hvor grundforløbet så er helt eller delvis erstattet af praktisk oplæring i virksomheden. Men der er tale om en individuel vurdering for hver enkelt elev set i forhold til den pågældende praktikvirksomhed, som eleven har indgået uddannelsesaftale med. Og den samlede uddannelsestid skal være den samme for disse elever, som for elever, der påbegynder sin EUD ad skole- eller praktikadgangsvejen. Se dog svar på spørgsmål nedenfor.