Undervisningsministeriet

Spørgsmål og svar - AMU

Svar på ofte stillede spørgsmål vedrørende arbejdsmarkedsuddannelserne

Klik på spørgsmålet og du vil blive ført hen til svaret:

Hvordan finder jeg en oversigt over, hvilke AMU-kurser der udbydes i Danmark?

For at finde informationer om et specifikt kursus kan du anvende søgefunktionen i www.ug.dk eller www.uddannelsesadministration.dk (sidstnævnte er dog primært for fagprofessionelle).

Jeg vil gerne på et bestemt kursus. Hvilken skole afholder dette kursus?

For at finde informationer om et specifikt kursus kan du anvende søgefunktionen i www.ug.dk eller www.uddannelsesadministration.dk (sidstnævnte er dog primært for fagprofessionelle).

Koster det noget at deltage i et AMU-kursus?

Der opkræves deltagerbetaling ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse, dog ikke for uddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet. Deltagerbetalingens størrelse fastsættes fra år til år. På alle kurser er der med virkning fra 1. januar 2009 en deltagerbetaling på mellem 550 kr. og 850 kr. pr. uge.

Du kan evt. læse mere om taksterne på www.uvm.dk/takst.

De enkelte uddannelsesudbydere kan oplyse mere om de økonomiske vilkår under en arbejdsmarkedsuddannelse.

Hvem har adgang til AMU?

Adgang til AMU har personer, der har fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark på uddannelsestidspunktet, og som ved ansøgning om optagelse opfylder eventuelle adgangskrav fastsat som led i myndighedskrav, hvor der udstedes certifikat for uddannelsen.

Ved fast bopæl i Danmark forstås, at pågældende bor her i landet og har dansk cpr. nr. (er folkeregistreret i en dansk kommune).

Ved beskæftigelse i Danmark forstås, at pågældende er beskæftiget i en virksomhed med hjemsted her i landet, dvs. er ansat til mod et vederlag at præstere en arbejdsydelse til en virksomhed, som udøver aktivitet fra et fast forretningssted her i landet.

For at sikre at ansøgeren sprogligt vil være i stand til at følge undervisningen med tilfredsstillende resultat, kan det forud for optagelse til AMU pålægges ansøgeren at gennemføre en test i undervisningssproget eller undervisningssprogene. (AMU kan udbydes såvel på dansk som andre sprog eller med en kombination af dansk og andre sprog).

Skal man være i job for at deltage i et AMU-kursus?

Nej, personer der ikke er i beskæftigelse, har også mulighed for at deltage i AMU.

Der er adgang til AMU for personer, der har fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark på uddannelsestidspunktet, og som ved ansøgning om optagelse til AMU opfylder eventuelle adgangskrav fastsat som led i myndighedskrav, hvor der udstedes certifikat for uddannelsen.

Ledige, efterlønsmodtagere og andre kan søge nærmere oplysninger om økonomiske vilkår i forbindelse med deltagelse i AMU hos uddannelsesinstitutionerne, Staten i jobcentret og kommunerne.

Har selvstændige adgang til at deltage i AMU-kurser?

Ja, selvstændig erhvervsdrivende har adgang til AMU.

Har elever og studerende adgang til at deltage i AMU-kurser?

Alle, der har fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark på uddannelsestidspunktet, har adgang til AMU.

Det er en forudsætning, at du opfylder eventuelle myndighedsfastsatte adgangskrav, hvor der udstedes certifikat for uddannelsen. Hvis du af pladsmæssige grunde ikke kan optages til AMU, skal du have et tilbud om optagelse på uddannelsesstedets venteliste.

Har pensionister adgang til at deltage i AMU-kurser?

Hovedmålgruppen for AMU-uddannelserne er beskæftigede, men pensionister/efterlønnere kan deltage i AMU i relation til deres beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Der kan være tilfælde, hvor man som pensionist fortsat arbejder som lønmodtager et mindre antal timer, og derfor kan være berettiget til godtgørelse ved deltagelse i uddannelse i de timer/dage, hvor man sædvanligvis arbejder.

Spørgsmål vedr. befordringsgodtgørelse kan rettes til SUstyrelsen på tlf. 33 26 86 00 eller e-mail: veu@su.dk

Adresserne på landets AMU-udbydere finder du her.

Kan en elev på en erhvervsuddannelse, deltage i en arbejdsmarkedsuddannelse og ydes der taxametertilskud til uddannelsesinstitutionen?

Hvis AMU-faget indgår som fag i elevens erhvervsuddannelse, så kan eleven ikke indskrives til AMU-faget eller udløse AMU-takst.

Men hvis en elev på et EUD-forløb for eksempel har brug for et fødevarekursus for at kunne få certifikat til at stå i sportsklubbens cafeteria, eller af anden grund har brug for et AMU-kursus, som ikke indgår i erhvervsuddannelsen, så kan vedkommende deltage på lige vilkår med øvrige deltagere. Og uddannelsesinstitutionen kan opnå taxametertilskud for eleven.

Kan en EUD-elev, der har gennemført et valgfrit specialefag (”et AMU-kursus”) på en teknisk skole, der er godkendt til at udbyde dette AMU-kursus, få udstedt et AMU-bevis?

Nej. Der kan ikke udstedes AMU-bevis for et valgfrit specialefag taget som led i en erhvervsuddannelse. Uddannelsesinstitutionerne kan kun udstede AMU-bevis for deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse, jf. § 12 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. (lov nr. 446 af 10. juni 2003 med senere ændringer). Det afgørende er ikke, om uddannelsesinstitutionen er godkendt til at udbyde det AMU-kursus, som svarer til det valg-fri speciale fag eller ej, men om der er tale om en arbejdsmarkedsuddan-nelse.

Kan en EUD-elev, der har gennemført et valgfrit specialefag (”et AMU-kursus”) på en teknisk skole, der IKKE er godkendt til at udbyde dette AMU-kursus, få udstedt et AMU-bevis?

Nej. Pågældende har ikke deltaget i et AMU-kursus. Der henvises til svar på ovenstående spørgsmål.

Skal en elev, der har gennemført et valgfrit specialefag (”et AMU-kursus”), foretage evaluering på VisKvalitet?

Nej, idet der ikke tale om et AMU-kursus.

Skal der på EUD-elevers skolebevis stå, hvilke valgfrie specialefag de har gennemført?

Ja. Alle fag, der er gennemført som led i erhvervsuddannelsen, skal fremgå af skolebeviset.

Skal der stå en standpunktskarakter for det valgfrie specialefag på det afsluttende skolebevis?

Valgfri specialefag i en erhvervsuddannelse skal – på linie med de øvrige fag i uddannelsen – bedømmes efter reglerne i den pågældende uddannelsesbekendtgørelse. Det vil i henhold til bekendtgørelsen fremgå, at hvis et AMU-kursus anvendes som valgfrit specialefag, skal det bedømmes efter reglerne om det pågældende kursus. (Bedømmelsen vil normalt resultere i bestået eller ikke-bestået).

Kan en person med uddannelse over erhvervsuddannelsesniveau deltage i tilskudsberettigede arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag?

Ja, hvis personen i øvrigt opfylder betingelserne for at deltage i arbejdsmarkedsuddannelser. Spørg på skolen.

Men vær opmærksom på, at du ikke kan få VEU-godtgørelse, hvis du har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse, med mindre uddannelsen ikke har været anvendt de sidste 5 år.

Læs mere om VEU-godtgørelse på SUstyrelsens hjemmeside www.veug.dk  eller uddannelsesguiden på www.ug.dk.

Kan grønlændere og færinger, der ikke er bosat eller arbejder i Danmark, deltage i arbejdsmarkedsuddannelser eller enkeltfag, som der ydes taxametertilskud til?

Fra den 1. januar 2010 kan personer med fast bopæl eller beskæftigelse på Færøerne deltage i arbejdsmarkedsuddannelserne.
Hvis de ikke (tillige) har enten fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark, kan de imidlertid (som det har været tilfældet siden 1. august 2007) ikke udløse taxametertilskud til uddannelsesinstitutionen, og de kan hverken få tilskud til kost og logi eller VEU-godtgørelse efter de danske regler. Der skal altså betales for deres deltagelse, men reglerne om indtægtsdækket virksomhed skal ikke længere følges.

Se de nye regler under kapitel 8 i Bekendtgørelse om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Skal der bruges et ansøgningsskema ved ansøgning til en AMU-uddannelse?

Skolerne har hver især et ansøgningsskema til indhentning af de relevante oplysninger. Du skal kontakte skolen, hvis du vil vide mere.

Adresserne på landets AMU-udbydere finder du her.

Hvor meget kan jeg få i tilskud til kost og logi?

Hvis du under uddannelsen er indkvarteret uden for din bopæl, har du ret til tilskud til kost og logi, hvis du har mere end 120 km i transport mellem bopæl og uddannelsessted og retur, eller det af tidsmæssige eller andre grunde er rimeligt, at du er indkvarteret uden for din bopæl.

Tilskudet udbetales efter følgende regler. Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte dit uddannelsessted om betingelserne for at opnå tilskud til kost og logi.

Ifølge Finansministeriets/Personalestyrelsens cirkulære af 18. december 2009 om satsregulering pr. 1. januar 2010 for tjenesterejser er satserne for kost og logi fra 2009 fortsat gældende i 2010 (satserne er de reducerede satser med 1/4 i Danmark):

Kost (time/dagpenge per dag 292,50 kroner).

Reduktion heraf skal foretages med følgende satser, hvis der ydes et eller flere måltider:

Måltidssatser

  • Morgenmad: 43,88 kroner
  • Frokost: 87,75 koner
  • Middag: 87,75 kroner.

Reduktion ved fuld kost: 219,38 kroner

Med virkning fra den 1. januar 2010 udgør hoteldispositionsbeløbet per dag:

Med dokumentation

  • Hovedstadsområdet 728 kroner
  • Århus 650 kroner
  • Øvrige land 604 kroner.

Udokumenteret nattillæg 146,25 kroner.

Finansministeriets "Cirkulære om Satsregulering pr. 1. januar 2010 for tjenesterejser" ligger på Personalestyrelsens hjemmeside.

Læs cirkulæret

Tallene er angivet ovenfor i samme skabelon som i 2009.

Det er angivet, at måltidssatserne er beløb, som time- dagpengene skal reduceres med, hvis der stilles måltid(er) frit til rådighed.

Er undervisningssproget altid dansk?

Nej. Undervisningen kan afholdes på andre sprog end dansk eller med en kombination af dansk og andet sprog.

Hvis undervisningen foregår på andre sprog end dansk, vil det fremgå ved annonceringen af uddannelsen.

Kan man få testet sine læse-skrive-regne færdigheder i AMU?

Alle, der deltager i AMU-kurser eller Individuel KompetenceVurdering i AMU har mulighed for at få vurderet deres basale færdigheder i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik og få vejledning om evt. efterfølgende undervisning i disse færdigheder.

Oversættes uddannelsesbeviser til engelsk, til brug ved arbejde i udlandet?

Du kan henvende dig til den skole, hvorfra du har fået dit uddannelsesbevis og bede skolen rette henvendelse til Undervisningsministeriet, att.: Tove Deneyer, tlf. nr. 33 92 57 37. OBS: Det er kun kursusbeviser for aktuelle uddannelser, der oversættes, dvs. uddannelser som stadigvæk eksisterer.

Kan alle få vurderet deres realkompetencer i AMU?

Alle, der har adgang til AMU-uddannelse, har også adgang til at få vurderet deres realkompetencer i AMU. I AMU kaldes realkompetencevurdering for ”individuel kompetencevurdering” (IKV i AMU).

Hvilke realkompetencer kan man få vurderet i AMU?

Realkompetencer er alt det, den enkelte kan og ved – uanset hvor og hvordan den enkelte har lært det. Det kan være lært gennem arbejdslivet eller måske gennem folkeoplysende aktiviteter eller gennem frivilligt arbejde i forskellige organisationer. I AMU kan den enkelte få vurderet den del af sine realkompetencer, der svarer til alt det, den enkelte kunne have lært, hvis hun eller han havde gennemført en eller flere AMU-uddannelser.

Hvad kan en realkompetencevurdering i AMU bruges til?

En individuel kompetencevurdering i AMU kan for deltageren resultere i tre forskellige former for anerkendelse af den enkeltes realkompetencer. Disse anerkendelsesformer kan deltageren anvende f. eks. i forhold til at gennemføre en efterfølgende ”skræddersyet” AMU-uddannelse, til at søge om anerkendelse/merit i andre uddannelser, ved jobskifte eller jobsøgning osv.

De tre anerkendelsesformer er:

  • Anerkendelse i form af en individuelt tilpasset AMU-uddannelsesplan,
  • Anerkendelse i form af AMU-uddannelsesbevis(-er), når uddannelsesinstitutionen har vur-deret, at deltageren har kompetencer, der svarer til det, deltageren kunne have lært ved at gennemføre en hel AMU-uddannelse (arbejdsmarkedsuddannelser eller/og enkeltfag optaget i fælles kompetencebeskrivelser)og/eller
  • Anerkendelse i form af et AMU-kompetencebevis, når uddannelsesinstitutionen har vurderet, at deltageren har kompetencer, der svarer til en del af en AMU-uddannelse.  

Kan man få at vide, hvad andre mener om AMU-kurserne?

Ja. Siden 2000 har kursister, og ledere på arbejdspladser med medarbejdere på kursus, svaret på spørgeskemaer om arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU-kurserrne). Alle svarene er samlet på Internettet, på adressen www.viskvalitet.dk.

Alle kursister og et udpluk af arbejdspladserne får et spørgeskema efter endt kursus. Alle svar er anonyme, og de bliver lagt direkte ind på Internettet, så alle har mulighed for at se vurderingerne af kurserne.

Du kan klikke ind på internet-adressen www.viskvalitet.dk og se resultaterne under punktet "Resultatoversigter".
www.viskvalitet.dk kan man også læse mere om, hvordan og hvorfor vi spørger vores brugere om arbejdsmarkedsuddannelserne, og se spørgsmålene i spørgeskemaerne.

Svarene fra spørgeskemaundersøgelsen viser, at kursister og lederne på arbejdspladserne generelt er godt tilfredse med kurserne. Ministeriet samler hvert år resultaterne fra hele andet, og udarbejder en gennemgang af de vigtigste. Du kan finde den årlige gennemgang af resultaterne på Undervisningsministeriets hjemmeside under nyheder.



Mit AMU-bevis er bortkommet. Hvordan får jeg et erstatningsbevis?

Du kan rekvirere et nyt bevis ved henvendelse til den nærmeste skole, der afholder AMU-kurser. Men prøv først at kontakte den skole, hvorfra du har fået beviset. Du må forvente, at skulle betale for det nye bevis.



Kan man deltage i samme arbejdsmarkedsuddannelse eller enkeltfag mere end én gang og vil en institution evt. kunne modtage tilskud for de gange vedkommende deltager i uddannelsen?

Optagelse på en arbejdsmarkedsuddannelse kan afslås, hvis en ansøger har deltaget i flere arbejdsmarkedsuddannelser eller enkeltfag optaget i en fælleskompetencebeskrivelse end nødvendigt af erhvervsmæssige årsager.

Hvis en deltager påbegynder samme uddannelsesmål mere end en gang, ved f.eks. to særskilte udbud, vil der kunne ydes taxametertilskud for hvert påbegyndt forløb.

Afholdes der kurser for flygtninge/indvandrere inden for AMU-området?

Der afholdes to typer af kurser for personer, der ikke kan tilstrækkeligt dansk til at få fuldt udbytte af almindelige AMU-kurser:

  • Arbejdsmarkedsuddannelser, som er udviklet til målgruppen, fx. i dansk som andetsprog, og
  • Særlige uddannelsesforløb for flygtninge og indvandrere. De består af mindst to AMU-kurser eller enkeltfag. Ofte kombineres faglig arbejdsmarkedsuddannelse med dansk som andetsprog

Det er også muligt at forlænge de enkelte kurser, der indgår i forløbet, med op til 25 pct, og der kan eventuelt indgå praktik.

Yderligere oplysninger kan findes her.

Adresserne på landets AMU-udbydere finder du her.

Sidst opdateret:  29.07.2009