Hvilke udfordringer står VEU-centrene overfor? Hvordan kan der etableres et samarbejde mellem de 13 nye VEU-centre? Og hvilke opgaver skal centrene først og fremmest have fokus på?
Det var nogle af de spørgsmål, som blev diskuteret på Undervisningsministeriets seminar om VEU-centrene. Formålet med konference var i fællesskab at drøfte de opgaver, som VEU-centrene fremover skal løse.
Én indgang
VEU-centrene er fra den 1. januar 2010 blevet brugernes og virksomhedernes indgang, når de vil have råd og vejledning om voksen- og efteruddannelse i deres lokalområde.
Det er derfor VEU-centrenes opgave at medvirke til at skabe større fokus på kvalitet og effekt af den grundlæggende erhvervsrettede og almene voksen- og efteruddannelsesindsats.

Uddannelsesdirektør fra Undervisningsministeriet, Villy Hovard Pedersen åbnede seminaret, der blev afholdt i den 28.-29. januar 2010 foran knap 60 repræsentanter fra VEU-centrene.
Samarbejde, vidensdeling og koordinering
Nøgleordene for de to dage i Odense var samarbejde, vidensdeling og koordinering inden for VEU-centrene.
På seminarets første dag var fokus blandt andet de opgaver, der indgår i VEU-centrenes opgaveportefølje. VEU-centrene skal eksempelvis rådgive og vejlede virksomheder og medarbejdere om mulighederne for voksen- og efteruddannelse samt afdække uddannelsesbehovet i deres geografiske område.

På billedet ses direktør Torben Pedersen fra AMU Vest, der repræsenterer ét af i alt 13 nyetablerede VEU-centre. Oplægget fra Torben Pedersen havde en praktisk tilgang til nogle af de opgaver, som VEU-centrene fremover er ansvarlige for.

Stemningen på seminaret var præget af åbenhed. Det resulterede i mange spændende og konstruktive diskusioner blandt deltagerne. Især vigtigheden af at have fokus på kompetenceudviklingstilbud til VEU-centrene blev drøftet.
På seminarets anden dag havde Undervisningsministeriet inviteret repræsentanter, der enten skal indgå i VEU-center samarbejdet eller kan tilforordnes. Der var repræsentanter fra henholdsvis VUC Lederforeningen og Region Nordjylland, der begge gav udtryk for stor optimisme i forhold til det fremtidige samarbejde med de nyetablerede VEU-centre.
Profilering af én indgang
Seminaret blev afsluttet med en præsentation af Espen Meyer Højlund fra kommunikationsbureauet Advice. Han fortalte blandt andet om en kommende fælles hjemmeside, hvor brugerne kan orientere sig om de respektive VEU-centre og tilknyttede skoler.
Advice gjorde det desuden klart, at VEU-centrene skal have et stort fokus på den interne kommunikation med de forskellige institutioner. Det skyldes, at det er de samarbejdende skoler, der i deres møde med brugerne, skal videreformidle idéen bag de nye VEU-centre.
| De 13 VEU-centre |
- EUC Nord (Hjørring)
- AMU Nordjylland (Aalborg)
- Mercantec (Viborg, Bjerringbro, Skive, Ulfborg)
- Uddannelsescenter Holstebro (Holstebro)
- Aarhus tekniske Skole (Århus)
- AMU Vest (Esbjerg)
- AMU SYD (Kolding)
- EUC Syd (Sønderborg)
- AMU Fyn (Odense)
- Selandia (Slagelse)
- EUC Ringsted Erhvervsuddannelsescenter/Handelsskolen Sjælland Syd (Ringsted)
- Erhvervsskolen Nordsjælland (Hillerød)
- Teknisk Erhvervsskole Center (TEC) (Frederiksberg)
|